Ventetiden på godkendelse af byggeprojekter vokser
Borgere i Odder Kommune skal i gennemsnit vente fire dage på, at kommunen behandler en byggesag.
I Allerød venter borgerne i 213 dage.
Det viser nye tal fra DI Byggeri.
- Det er bemærkelsesværdigt, at forskellene er så store i så lille et land som Danmark. De lange ventetider sætter både boligejerne og håndværkerne i en meget usikker situation, siger direktør i DI Byggeri Anders Stouge.
Den gennemsnitlige behandlingstid i landets kommuner er i 2022 vokset med 12 dage i forhold til 2021.
Også i Odder Kommunes nærkommuner som Hedensted og Horsens er ventetiden markant længere end i Odder.
Rykker man over grænsen til Horsens, venter borgerne i gennemsnit 91 dage. I Hedensted venter man endnu længere. Nærmere bestemt 104 dage.
Generelt halter hovedstadsområdet efter, når det gælder sagsbehandlingstid.
Med en stigning på ti dage i gennemsnit fra 2021 til 2022 venter borgerne i hovedstadsområdet 127 dage på at få godkendt deres projekter.
I Sydjylland går det ifølge tallene fra DI Byggeri hurtigst. Her venter borgerne i gennemsnit 37 dage.
- Sagsbehandlingstiden er noget, mange kommuner arbejder benhårdt med få nedbragt. Desværre ser vi alligevel, at det samlet set går den forkerte vej, lyder det fra Anders Stouge.
- Hvis man som nybygger eller boligejer har en så stor usikkerhed om den samlede pris for byggeriet, vil nogle opgive, før de overhovedet er startet, og det kan koste dyrt i tabte ordrer for byggebranchen.
Omkring 33.000 byggesager blev behandlet i kommunerne i 2022. Det er 25 pct. færre end året før.
Ifølge DI Byggeri kostede det borgerne op mod en kvart million kroner, hvis ventetiden var på omkring et halvt år.
- Hvis det seneste år har lært os én ting, er det, at byggematerialer hurtigt kan svinge meget i pris. Og hvis man som boligejer skal vente op mod syv måneder, før byggeriet kan gå i gang, kan det blive meget dyrt, siger Anders Stouge.
/ritzau/