Trævirksomhed udvider leverandørbasen
Termobehandlet træ vinder stigende indpas, og hos nordjyske Keflico har man nu føjet verdens største producent til leverandørbasen.
I en pressemeddelelse oplyser den Støvring-baserede trævirksomhed, at der er indgået et tæt samarbejde med Thermory Group, der med produktionsenheder i Estland og Finland leverer termobehandlede træprofiler og lukket facadebeklædning. Alle profiler er varmebehandlet uden brug af kemikalier, ligesom Keflico understreger, at træet er ansvarligt skovet og alle profiler kommer med miljøvare-og ydeevnedeklarationer, mens flere er Svanemærket.
– I vores samarbejde med Thermory får vi en seriøs leverandør af termobehandlet facadebeklædning, som har et stort sortiment af forskellige profiler, siger Dan Hornbøl Andersen, Head of Product i Keflico, og fortsætter:
– Vi glæder os til at kunne tilbyde et større udvalg af facadebeklædningsamt at inspirere det danske marked til yderligere brug af facadebeklædning i træ. Ligesom at vi glæder os over at kunne tilbyde facadebeklædning med Svanemærkning, EPD-dokumentation samt PEFC-og FSC-certificeringer, både fra vores lager og til specifikke projekter.
Også hos Thermory Group ser man samarbejdet føre til nye muligheder.
– Vi ser et stort potentiale for vores Thermory-beklædning på det danske marked, men har ikke været i stand til at indfri potentialet før nu, udtaler salgsdirektør Katrin Reinaste-Parve, der fortsætter:
– I vores nyetablerede samarbejde med Keflico ser vi gode muligheder for at udvide vores tilstedeværelse på det danske marked under Thermorys brand. Vi har allerede set flere projekter materialisere sig til ordrer på den korte tid, vi har arbejdet sammen. Vi ser frem til at videreudvikle markedet sammen med Keflico og levere vores Thermory-beklædning til det danske projektmarked.
Det nye samarbejde er ifølge Keflico udtryk for virksomhedens fokus på udvikling af leverandørsamarbejder, som understøtter arbejdet med bæredygtighed, dokumentation og højkvalitetsprodukter til byggeriet og industrien.