Østjyder har knyttet nye leverandør-bånd i krigens skygge
Af Da Claus Balsby i sommer skulle skaffe 5.000 kvm massive egeplanker til et projekt i hovedstaden, stod den østjyske gulvmand overfor et dilemma. De faste leverandører meldte nemlig hus forbi, og snart skulle det vise sig, at ejerlederen hos Kolding-baserede Dane-Wood måtte knytte nye leverandørbånd i et krigsramt land, hvis ordren skulle blive til virkelighed.
– Vi kunne simpelthen ikke skaffe de planker andre steder end i Ukraine, og vores konkurrenter kunne heller ikke levere, fortæller Claus Balsby, der for bare to uger siden har føjet endnu en ukrainsk fabrik til leverandørlisten.
Grundige overvejelser
Dermed er Dane-Wood oppe på tre i alt, men ifølge direktøren har det krævet grundige overvejelser at indlede de nye samarbejder.
– Det første, man tænker på, er selvfølgelig, at det er en krigszone, og i den forbindelse spekulerer man jo både i egen og medarbejdernes sikkerhed, fortæller han.
Claus Balsby understreger, at de to fabrikker, man i første omgang indgik aftaler med, befinder sig i den vestlige del af landet, som indtil videre har været forskånet for kamphandlinger.
– Der er ikke en eneste, der er blevet dræbt i området i forbindelse med krigen, og i de dele af landet lever man jo stadigvæk – selvom mange mennesker er taget væk, har de, der er tilbage, brug for at have en hverdag, lyder det.
Samtidig kunne han konstatere, at den ukrainske eg var af god kvalitet til en konkurrencedygtig pris, og endelig øjnede Claus Balsby både menneskelige og forretningsmæssige perspektiver i at kunne bidrage til den fremtidige genopbygning.
– Den dag krigen er ovre, har vi nogle samarbejdspartnere, som vi kan hjælpe med en genopbygge landet, og det er vigtigt, for det er der, råvarerne er, siger han med henvisning til sanktionerne mod russisk træ, der særligt i sommer ledte til udbredt knaphed på eg.
– De kan altid sige force majeure
Til syvende og sidst kom beslutningen om at udvide leverandørnettet til en krigszone dog til at afhænge af noget langt mindre håndgribeligt.
– Det er tilliden, der er afgørende for sådan et samarbejde, fastslår Claus Balsby, der derfor også selv har besøgt fabrikkerne flere gange.
– I et land med krig, kan vi have alle de kontrakter, vi vil – de vil altid kunne sige force majeure. Hvis vi ikke stoler på hinanden, hjælper det ikke noget, og det er en proces, der kræver øjne, ører og hjerte, lyder det videre.
At tilliden er en forudsætning for samarbejdet, understreges af den måde, det er skruet økonomisk sammen på. Hvor Dane-Wood som så mange andre er vant til en model, der bygger på 50 pct. forudbetaling og endelig afregning, når bilen er læsset, er de ukrainske forudsætninger anderledes.
– For de erhvervsdrivende i Ukraine er deres største problem finansiering – alle penge bliver brugt på krigen, så det er svært at finansiere produktion med for eksempel lån, forklarer Claus Balsby, og fortsætter:
– Derfor skal vi betale forud allerede i skoven, for vi har at gøre med folk, der har maskineriet men ikke råd til at betale for råvarer, og det betyder, at der går fire til seks uger, fra vi betaler, til vi har varen – det kræver selvfølgelig, at man stoler på hinanden.
Masser af benspænd
Selvom Claus Balsby har fundet leverandører, han stoler på, lægger han ikke skjul på, at det seneste trekvarte år har budt på masser af benspænd.
– Særligt strømmen er et problem. Når man bomber så meget infrastruktur, så giver det store udfordringer i alle områder, og på fabrikkerne har man måske strøm to til fire timer om dagen, men vi ved aldrig hvornår og hvor længe, fortæller han.
Det er en af grundene til, at Dane-Wood for nyligt entrerede med endnu en ukrainske leverandør, der modsat de to første ligger tæt på jernbanenettet, og derfor er garanteret en mere stabil elforsyning. På de to første fabrikker har den danske virksomhed prøvet at afhjælpe situationen med to generatorer indkøbt i Holland.
– Men da vi skulle have dem over grænsen, ville de have en importafgift svarende til 500 procent af det, vi havde købt dem for, så de stod ved grænsen i 14 dage, før det blev besluttet at fjerne importmomsen på generatorer, fortæller Claus Balsby.
For nyligt har en lastbil holdt en uge ved grænsen til Polen, hvor en pludselig regelændring betød, at Dane-Wood måtte registrere sig som fødevareeksportør for at få lov at passere.
– Og polakkerne blokerer mange lastbiler ved grænsen, så det næste, vi skal have hjem, kører vi via Slovakiet – så må vi køre de 600 km længere, siger direktøren.
Ikke filantropi
Der er altså ingen tvivl om, at Claus Balsby er gået dedikeret ind i samarbejdet med de nye leverandører, og det har også krævet tilpasning på hjemmebanen.
– Det har været afgørende for os, at træet er FSC-certificeret, så det har været nødvendigt at skifte certificeringsleverandør, fordi den tidligere ikke havde nogen samarbejdspartnere i landet, fortæller han.
Ligeledes har det været nødvendigt at tilpasse sig situationen i Ukraine, hvorfor de oprindelige planer om at source træet i landet og derefter få det bearbejdet i Polen måtte justeres.
– For at støtte op om landets virksomheder, har de indført regler om, at der ikke må eksporteres ubearbejdet træ – det skal bearbejdes på alle sider, så hvis vi ville have adgang til træet, måtte vi altså blive i landet, lyder det.
Siden første færd har de nye samarbejder altså krævet omstillingsparathed, og selvom bomberne fortsat falder langt fra fabrikkerne, er krigens konsekvenser i disse dage aldeles nærværende.
– Lige nu er de i gang med at mønstre og indkalde de unge mænd i området, og 15 procent af medarbejderne er blevet indkaldt. Det er de yngre, mandlige medarbejdere, vi mister, og det betyder, at kvinderne, der hidtil har været beskæftiget med spartling og sortering, skal læres op i de maskinelle bearbejdninger, fortæller Claus Balsby.
Alligevel har han ikke fortrudt beslutningen om at søge mod Ukraine, og vurderingen er, at den koldingensiske gulvvirksomhed med de nye leverandører har sikret sig et fremtidigt trumfkort.
– Vi er ved at udvide samarbejdet til også at omfatte almindelig plankeproduktion og lamelplankeproduktion, for når leverancerne fra Kina går ned, skal vi kunne source et andet sted, forklarer Claus Balsby og fortsætter:
– Det her er ikke filantropi. Vi gør det, fordi det på den lange bane gerne skulle blive en rigtig god forretning, og så kan det godt være, vi finder os i mere bøvl til at begynde med, men så har vi også nogle gode samarbejdspartnere, når krigen er slut.
