23948sdkhjf

Køkkenbranchen sætter skub i eksporten

De danske køkkenvirksomheder har stor succes på eksportmarkederne, hvor salget er gået frem de seneste tre år og nærmer sig niveauet fra før krisen.
Eksporten af danske køkkenmøbler er i vækst og står nu til at runde den magiske grænse på 1 mia. kr., som var normalen, før krisen ramte i 2008.

Den danske køkkenbranche eksporterede i 2011 for 997,4 mio. kr., og selv om der endnu er et stykke op til de 1.435 mio. kr. i 2007, er der alligevel tale om en fremgang på 18 procent i forhold til 2009, som markerede et lavpunkt for køkkenbranchens udenlandske salg. Det viser tal fra brancheorganisationen Træets Arbejdsgivere under DI.

- Eksporten kan godt være med til at holde hånden under køkkenbranchen, og det tror jeg også, at regnskabstallene fra de forskellige køkkenvirksomheder begynder at afspejle. Det er de virksomheder, der gør det godt på eksportmarkederne, som overordnet set gør det godt, siger Lars Bay-Smidt, der er Executive Vice President i den svenske Nobia-koncern, som blandt andet står bag HTH Køkkener, Inivita Køkkener og Uno Form, til Wood Supply.

Nordiske nabolande trækker væksten
Han kan sagtens nikke genkendende til tallene fra brancheorganisationen, der viser, at især Norge og Sverige er store aftagere af danske køkkenmøbler med en andel på henholdsvis 484,6 og 289,4 mio. kr.

- Norge er helt sikkert stadig et godt marked, men det er Finland og Sverige også. Desuden oplever vi fremgang i Nordtyskland, hvor vi også er til stede.

Næsten samme melding kommer fra konkurrenterne i Kvik A/S.

- Vi har især oplevet stor vækst i Norge og Sverige, da det naturligt nok er de første markeder, man kaster sig over. Det skyldes især, at man her kender sproget og mentaliteten, så mere sofistikeret behøver det ikke at være. Siden begynder man så at kigge lidt længere væk, siger adm. direktør Jens-Peter Poulsen til Wood Supply.

Stort potentiale i Frankrig
Kvik har blandt andet kigget til Finland og Holland samt Belgien, hvor køkkenvirksomheden åbnede butik nummer 20 i forbindelse med den netop afholdte Batibouw-messe. I sommer indledte Vildbjerg-virksomheden så en offensiv i Frankrig, hvor Kvik allerede er etableret med en butik i Paris, mens man sonderer terrænet for gode lokationer og egnede franchisetagere.

- Frankrig er et kæmpe stort marked, hvor Kvik i lang tid bare vil være en dråbe i havet. Men fordelen som en lille spiller er, at der ikke skal så meget til, for at man forbedrer sig og vinder flere markedsandele. Jeg forventer, at Frankrig bliver en rejse, der kommer til at vare mange år. Vi tror på, at Kviks varemærke og design har sine muligheder, og ind til videre har vi ikke oplevet et sted, hvor vi er blevet overbevist om det modsatte, siger Jens-Peter Poulsen, der kom til Kvik i januar fra en stilling i Legos ledelsesgruppe.

Som grafikken her i artiklen viser, er netop Frankrig/Monaco, som i 2011 importerede danske køkkenmøbler for samlet 49,5 mio. kr., den tredje største importør af danske køkkenmøbler. Uden for grafikken er det værd at fremhæve Storbritannien, som i 2011 importerede danske møbler for 12 mio. kr. mod 1,9 mio. kr. i 2009.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093