Internationale ambitioner går via Japan
Carl Hansen & Søn har for første gang indledt samarbejde med en udenlandsk designer. Under den kommende Milano-messe præsenteres en ny stol sammen med japanske Tadao Ando.

Stolen er designet af den japanske stjernearkitekt Tadao Ando, og det er bemærkelsesværdigt, fordi det er første gang i Carl Hansen & Søns mere end 100 år lange historie, at der er indledt samarbejde med en udenlandsk møbeldesigner.
Knud Erik Hansen fortæller i et interview med Jyllands-Posten, at samarbejdet med Tadao Ando skal ses i lyset af, at virksomheden er tvunget til at tænke mere internationalt:
- Det var noget af en drøm for os at samarbejde med Tadao Ando. Hans måde at tænke på passer godt til vores, da han også hylder de gamle dyder. Og så var det udfordrende. Han spurgte os hvor langt han måtte gå i designet, men endte alligevel med at gå så langt, at vi var usikre på, om vi kunne lave stolen. Men vi løste gåden, siger direktøren.
Carl Hansen & Søn Holding A/S har endnu ikke offentliggjort 2012-regnskab. I 2011 og 2010 blev det til overskud på henholdsvis 7,0 og 7,4 mio. kr. efter skat.