Møbelproducent genopstarter natarbejde efter flere års pause
Stigende elpriser og usikkerhed på markedet fik ledelsen til at lukke natholdsskiftet ned.
Men nu ser priserne og aktivitetsniveauet helt anderledes ud. Der er for alvor gang i produktionen, lyder det fra Vinderup, hvor Fumac har sin fabrik.
- Vi oplever en god og stabil efterspørgsel på vores produkter, og derfor har vi brug for at udvide kapaciteten. Det er en stor beslutning at starte natholdet op igen, men samtidig en positiv én. Det vidner om, at både kunder og marked har tillid til os, udtaler Per Susgaard, der er adm. direktør.
Han mener, det er vigtigt at sende et positivt signal i tider, hvor der bliver talt mest om kriser, nedskæringer og usikkerhed.
- Vi synes, det er et stærkt signal at sende – både til vores medarbejdere og til lokalområdet. Vi har troen på fremtiden og investerer i kapacitet og produktion igen, udtaler Per Susgaard.
Det nye nathold er allerede i gang og består indtil videre af både erfarne medarbejdere og nye kræfter.