Portugisere tvinger dansk familiefirma til at skifte navn
Møbeliværksætteren Nanna Aakjær Svendsen er blevet tvunget til at skifte firmanavn. Intarsia Furniture hedder fremover Aakjaer Furniture.
Gennem de seneste år har Nanna Aakjær Svendsen givet nyt liv til morfaren Jørgen Aakjær Jørgensens møbeldesigns fra 1950’erne.
Trods navneskiftet føres arven videre, forsikrer Nanna Aakjær Svendsen i en pressemeddelelse.
Bag navneskiftet ligger en juridisk tvist.
Møbelvirksomheden med base i nordjyske Pandrup blev stiftet i november 2022 under navnet Intarsia Furniture. I processen med varemærkeregistrering opstod en uventet udfordring, da en portugisisk møbelproducent med navnet Intarsi indgav indsigelse mod registreringen.
Selvom forskellen mellem navnene var lille, var den juridisk betydelig.
- Det, der først virkede som en betydelig udfordring, er nu blevet til en mulighed for at hylde vores familiehistorie og min morfar, siger Nanna Aakjær Svendsen.
Jørgen Aakjær Jørgensen grundlagde oprindeligt virksomheden Møbelintarsia i 1948 sammen med sin hustru Lis Aakjær Jørgensen efter at have forfinet sit håndværk i Sverige. Hans designs, præget af snedkerhåndværk og intarsiateknikker blev siden eftertragtede.
Men da Jørgen Aakjær Jørgensen skulle på pension, var der ikke nogen til at overtage. Virksomheden blev derfor afviklet – indtil barnebarnet gav nyt liv til foretagendet.
Løve-investorer
Efter virksomhedens genfødsel blev det blandt andet til et besøg i tv-programmet Løvens Hule i 2023, hvor investorerne Louise Herping Ellegaard og Tahir Siddique valgte at investere i virksomheden. De to løver har stadig hver en mindre ejerandel i firmaet, viser data fra CVR.
Med denne støtte, samt et partnerskab med Your Brand Partner, har Aakjaer Furniture taget skridt mod at bringe den danske designarv ud i verden med forhandlere i Hong Kong, Storbritannien, USA og flere skulle være på vej.
Firmaet har 30 forhandlere i Danmark. Produktionen af møblerne sker i Danmark og Europa.
Økonomisk har møbelfirmaet endnu ikke været en overskudsforretning. Både i det første og andet regnskab er der røde tal på bundlinen, og det samlede resultat for 2022/23 og 2024 lyder på minus 480.789 kr.
Regnskabsår | 2024 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 0,0 | -0,3 |
Resultat af primær drift | -0,2 | -0,3 |
Resultat før skat | -0,3 | -0,4 |
Årets resultat | -0,2 | -0,3 |
Balancestatus | 1,2 | 0,8 |
Egenkapital | 0,3 | 0,0 |
Antal ansatte | - | - |
Kilde: CVR |