Stadig sløj beskæftigelse trods fald i ledigheden
Nye tal fra Danmarks Statistik viser et fald i ledigheden på 500 personer fra januar til februar. Trods det overraskende fald er der dog endnu ikke udsigt til en egentlig positiv vending på arbejdsmarkedet, vurderer Dansk Erhverv.
Sådan lyder vurderingen Bo Sandberg, erhvervsøkonomisk chef i Dansk Erhverv, ovenpå tirsdagens offentliggørelse af de nye ledighedstal fra Danmarks Statistik.
Tallene viser, at der nu er 158.400 ledige, svarende til 6,0 procent af arbejdstyrken, og ifølge Bo Sandberg ændrer den lille fremgang ikke på, at der er brug for offensive politiske tiltag her og nu:
I de senere år har initiativerne i den økonomiske politik kunne karakteriseres som for lidt og for sent. Men Dansk Erhverv er tilfreds med regeringens udspil Vækstplan DK, som forhåbentlig i sin endelige form vil rumme yderligere forbedringer inden for blandt andet grænsehandlen. Og det er vigtigt med en hurtig afklaring, så både virksomheder og borgere kender de økonomiske rammevilkår for de kommende år, siger Bo Sandberg.
Han peger på, at den sæsonkorrigerede ledighed har ligget på eller lidt over 6 procent gennem godt og vel tre år nu. Det viser ifølge Dansk Erhverv, at dansk økonomi hænger fast i en lavvækstfælde, hvor en omsætningsfremgang i den private sektor ikke er tilstrækkelig til at trække beskæftigelse og investeringer med op.
Kilde: Dansk Erhverv