23948sdkhjf

Global Timber satser på Asien

Stigende salg af hårdttræ til Malaysia, Indonesien, Kina og Indien har fået Aarhus-virksomheden til at åbne eget kontor i Kuala Lumpur.
Navnet forpligter. Med kunder i 35 lande og handel med hårdttræ fra – og i lige så høj grad til – alle kontinenter, har Global Timber nu åbnet eget kontor i malaysias hovedstad Kuala Lumpur.

- Vi har i forvejen stort salg på det asiatiske marked, primært til Malaysia, Indonesien, Kina og Indien, og vækstpotentialet inden for vores område er enormt. Så vi mener, at det er vigtigt at være repræsenteret med egne folk, forklarer adm. direktør Peter Bæk.

- Asien er klart det kontinent med størst vækstpotentiale inden for vores forretningsområde, og vi skal hele tiden udvikle os med markedet. Der er et højt ambitionsniveau blandt ejerkredsen og medarbejderne, og så forpligter det jo at være globale, når firmaet hedder Global Timber, fortsætter han.

Den erfarne ’træmand’ Per Friis Knudsen er udvalgt til at stå i spidsen for det nye kontor i Malaysia. Han kommer med 13 års erfaring fra Sydøstasien i bagagen og vil repræsentere Global Timber på hele det asiatiske kontinent.

Marked i vækst
Global Timber har de seneste år udviklet sig positivt og præsteret sorte tal på bundlinjen de sidste tre regnskabsår – senest med et overskud i 2012 på 1,4 mio. kr. efter skat.

Ifølge seniorpartner Lars Munch er en generel stigning i eksporten til det asiatiske kontinent, sammen med virksomhedens fokus på omstillingsparathed, de primære årsager til fremgangen.

- Vores satsning og direkte repræsentation i Asien vil give øget omsætningsvolumen. Det vil uden tvivl give mulighed for et skarpere indkøb og dermed åbne en større interesse for partnerskab med nogle af de bedste producenter worldwide, siger han og vurderer, at Global Timber på den baggrund vil kunne holde sig et skridt foran konkurrenterne, når der skal indgås salgs- og indkøbskontrakter med kunder i Asien og på nærmarkederne i Europa.

Selvom hovedparten af omsætningen stammer fra eksport, så har Global Timber ikke glemt hjemmemarkedet, understreger Lars Munch. Virksomheden er FSC- og PEFC-certificeret og lagerfører et fuldt program i hårdttræ til industri og tømmerhandlere i Danmark. En del af salget foregår gennem datterselskabet Wood-Stone, der fokuserer på rådgivning og projektsalg af hårdttræ, trægulve samt keramiske fliser fra førende producenter.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094