Linak ser store muligheder i Kina
Markedspotentialet for hæve-sænke-systemer til komfortmøbler er enormt, vurderer virksomheden.
Årsagen er det kinesiske marked, hvor Linak ser store muligheder på grund af et hastigt voksende antal ældre borgere.
- Vi er gået i gang med at analysere markedet for at se, om det er noget vi skal satse på. Vi er stadig i en tidlig fase, men vi har fået gode tilbagemeldinger, og vi mener, at markedspotentialet er enormt i Kina, siger Simon Jenkinson, direktør for Linak i Shenzhen, Kina, til dagbladet Børsen.
Simon Jenkinson vurderer, at Linak vil være i stand til at tilbyde systemer af en væsentligt højere kvalitet end de øvrige spillere på markedet, og han tror, at Linak vil kunne sidde på op mod 50 procent inden for fem år.
Linak er grundlagt 1907 og har i dag omkring 1.600 medarbejdere fordelt på adresser i 35 lande. I det seneste regnskabsår (2011/12) realiserede virksomheden et resultat på 372 mio. kr. før skat ud af en omsætning på 2,2 mia. kr.