23948sdkhjf

Her er FSC's anbefalinger til ministeren

Mandag havde FSC Danmark møde med miljøministeren og fremlagde en række konkrete forslag til, hvordan den offentlige indkøbsvejledning til træ og papir kan forbedres.
Igennem de seneste år har FSC Danmark arbejdet på at få en seriøs dialog om det offentliges indkøb af træ og papir på dagsordenen. I mandags havde vi så endeligt møde med Miljøministeren og fremlagde en række konkrete forslag til, hvordan vi kan forbedre den offentlige indkøbsvejledning til træ og papir.

FSC oplevede, at Miljøministeren var lydhør over for anbefalingerne, og embedsværket ser nu nærmere på konkrete tiltag til at implementere anbefalingerne. Som udgangspunkt vil man forsøge at implementere dem alle.

Anbefalinger
Helt konkret anbefalede FSC ministeren, at man:

-Opretter en uvildig rådgivning af indkøbere og leverandører efter britisk forbillede.
-Udformer og tilbyder træning til indkøbere og leverandører i vejledningen og brugen heraf.
-Laver en massiv forbedring i opfølgningen på de stillede krav om bæredygtighed eksempelvis i form af kontrol af fakturaer igennem e-Faktura, som en del af kvalitetssikring og som indskrevne krav i bindende kommunale og statslige aftaler.
-Foretager en baseline-måling af brugen af vejledningen i dag og opsætter mål for, hvor meget den skal bruges fremover for at betragtes som virkningsfuld.
-Anbefaler at indkøbere fremover opererer med prisrammer og funktion på udbud frem for specifikation af konkrete produkter, samt at dette gøres i en mere dialogbaseret udbudsform.
-Indfører mindstekrav om bæredygtighed i en lille udvalgt gruppe test-kommuner for derigennem at teste de økonomiske og praktiske omkostninger og fordele ved en bindende vejledning.
-FSC anbefaler desuden stadig, at vejledningen bliver lavet om til konkret lovgivning, da FSC's undersøgelser - samt erfaringer fra f.eks. UK viser, at det vil have den største effekt. Det er man fra Miljøministeriets side dog ikke indstillet på. Derfor lægger FSC sin energi i at gøre vejledningen så kendt og tilgængelig som muligt, men vil stadig holde fast i, at man skal diskutere lovgivning fremadrettet.

Baggrund
Efter Ida Auken blev minister, afviste hun at indføre bindende regler for indkøb af bæredygtigt træ og papir, da hun mente, at den frivillige vejledning i forvejen ”virker og bliver brugt”. 
Dog viser FSC Danmarks undersøgelse fra 2012, at mere end 80 % af de adspurgte danske virksomheder har oplevet efterspørgsel på bæredygtige træprodukter fra den private sektor, mens kun 47,9 % har oplevet efterspørgsel fra det offentlige.


Til mødet med Miljøministeren var PEFC desuden inviteret. Selvom parterne er uenige om tilgangen til bæredygtighed, samt hvorvidt man skal arbejde med bindende krav, så bakkede begge ordninger op om anbefalingerne til Ministeren.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079