23948sdkhjf

Vil føre flere ideer til markedet

Torsdag åbnede Høje Taastrups borgmester Michael Ziegler Teknologisk Instituts nye Fablab.
Udover at give borgerne fri adgang til fabrikations-værkstedets maskiner, teknologier og kompetencer har fablab’et en klar mission om at føre flere ideer til markedet.

- For opfindere og mindre virksomheder bliver Fablab TI et hurtigt og billigt bindeled mellem ideen og virkeligheden. I stedet for at sidde og fedte med skitser og beskrivelser kan en 3D-printer lave en prototype, som kan testes og vises til investorer, sagde Høje-Taastrup borgmester Michael Ziegler i sin veloplagte åbningstale. Han gik så vidt som til at kalde Fablab TI for ”en lille industriel revolution, der demokratiserer produktudviklingen”.

Stort potentiale
Fablab TI er kort fortalt et fabrikationsværksted til fremstilling af modeller og prototyper med en række maskiner og teknologier: 3D-print, laserskæring, CNC-fræsning med mere. I første omgang vil fablab’et have to ugentlige åbningsdage, hvor borgerne kan arbejde med deres ideer.

Derudover kan virksomheder opnå adgang til faciliteterne. Fablab Ti tilbyder blandt andet strukturerede ideudviklings- og innovationsforløb, som sætter fart i udviklingsprocesser og markedsvalidering af ideer.

Fablab TI kan trække på fageksperter fra Teknologisk Instituts mere end 40 fagcentre.

- Vi screener og vurderer i forvejen mere end 1.000 unikke ideer fra borgerne årligt og laver produktudvikling for danske virksomheder. De bedste ideer modner vi sammen med idehaverne, og målet er at få dem afsat på licens til eksisterende virksomheder. Vores effektmålinger viser, at der er stort potentiale for yderligere vækst og skabelse af jobs i den forretningsmodel. Med åbningen af Fablab TI demokratiserer vi borgernes adgang til at udfolde og visualisere deres ideer i fabrikationsværkstedet og skaber rammer, der kan sætte fart på udvikling af produkt- og serviceideer fra virksomheder, siger Kasper Birkeholm Munk, der er teamleder i Opfinderrådgivningen, landets eneste erhvervsfremmeordning, der tilbyder borgerne gratis rådgivning og sparring på deres ideer.

Fablab TI holder åbent for borgerne tirsdage og onsdage fra kl. 9-16 på Gregersensvej 1F, Teknologisk Institut i Taastrup.

Fablab-facts
Fablab er en sammentrækning af fabrikationslaboratorium. Det er en verdensomspændende bevægelse med fablabs i 40 lande. Den grundlæggende ide blev udviklet af den amerikanske professor Niel Gershenfeld fra MIT, Massachusetts Institute of Technology, Boston, USA.

Et fablab bygger på princippet om åben adgang til fablab-teknologien, at fremme det særlige fablab-charter, som minimumsstandard dele et bestemt sæt maskiner (deling mellem fablabs er muligt), og deltage i det globale fablab fællesskab, hvor deling af viden, ideer og færdige outputs finder sted.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074