Jysk bremser op
Udfordringer med nyetableringer i Kina, Østeuropa og Sydeuropa får Lars Larsen til at sætte nye erobringer på pause.
- Lige i de her år, hvor der er krise rundt om i verden, kan vi ikke længere sige, at vi absolut skal åbne i nye lande. Vi vil hellere konsolidere os og gøre os stærkere, hvor vi allerede er til stede, siger Lars Larsen til avisen.
Der vil derfor ikke blive skelet til nye markeder de næste fem år. Men det betyder ikke, at Jysk-stifteren helt slår bremsen i. Han forklarer, at væksten med nyåbninger fortsætter på eksisterende markeder, hvor man oveni sætter alle kræfter ind på at gøre forretningerne stærkere.
Udmeldingen kommer efter, at Jysk har mødt uforudsigelse store udfordringer i bl.a. Kina, hvor målsætningen lød på 500 butikker på ti år. Det er indtil videre kun blevet til ca. ti butikker. Også i Ukraine, Bulgarien og Rumænien har franchisetagere leveret skuffende resultater og er derfor efterfølgende blevet opsagt.