1105: Unimerco AB og Pegoma AB fusionerer
Artikel i Træ og Industri
November 2005
UNIMERCO AB og Pegoma AB, som begge er beliggende i Jönköbing og ejet af UNIMERCO GROUP A/S fusionerer pr. 1.oktober 2005 og aktiviteterne samles på UNIMERCO-adressen Sagaholmsvägen 9, SE-553 02 Jönköping. Pegoma har specialiseret sig i at producere PCD-værktøjer(diamantbestykkede) til gulvproduktion. I forbindelse med fusionen og flytningen vil den eksisterende udviklings- og konstruktionskapacitet på Unimerco AB blive udbygget, så koncernen gør UNIMERCO AB til et udviklingscenter for HM og PCD-værktøjer til gulvindustrien. I forvejen udvikler og konstruerer UNIMERCO tilsvarende værktøjer til bl.a. køkken- og møbelindustrien, maskinindustrien, flyindustrien og automobilindustrien.
Samtidig med at udviklings-og konstruktionsaktiviteterne udvides i Jönköping, så flyttes produktionen, som omfatter 10-11 medarbejdere, til UNIMERCOs øvrige fabrikker i Danmark. Her råder koncernen over formentlig verdens bedste udstyr til fremstilling af PCD-værktøjer. Mere end 230 medarbejdere er beskæftiget i produktionen.
Baggrunden for at foretage de nævnte ændringer er bl.a.
- at kunne udnytte UNIMERCOs store svenske og internationale salgsstyrke til også at sælge Pegoma produkter
- at kunne udnytte de langt mere højteknologiske produktionsanlæg, som koncernen råder over i Danmark
- at opgradere Unimerco AB, som udviklings- og konstruktionscenter
- og endelig at udnytte synergierne ved at de to virksomheders personale samles på én adresse.
Flytningen er planlagt til at skulle ske ultimo december 2005, så de 10-11 personer, som ikke længere kan beskæftiges i Pegomaproduktionen får en rimelig periode til at komme i et nyt job. Situationen forhandles i øjeblikket med de berørte fagforeninger.
Kunderne hos Pegoma og UNIMERCO vil mærke ændringerne i form af en bedre koordineret salgs- og optimeringsservice og en produktionskapacitet , som bliver mangedoblet. Sidstnævnte betyder både bedre produktkvalitet og samme eller hurtigere levering.
UNIMERCO GROUP A/S, som internationalt har specialiseret sig i rådgivning omkring produktionsoptimering, salg og produktion af skærende værktøjer fortsætter en mangeårig ekspansion og etablerer sig i øjeblikket i Brno
Tjekkieter, samtidig med at forårets etablering i Kina allerede går ind i anden fase med en udvidelse af personalet fra 4 til 9-10 og åbning af flere regionale salgskontorer. I løbet af 1.halvdel af 2006 forventes service og produktionsfaciliteter etableret.
UNIMERCO har i de senere år opkøbt en del mindre virksomheder i bl.a. Danmark, Tyskland og Sverige. Flere opkøb kan komme på tale.
UNIMERCO GROUP A/S beskæftiger nu godt 600 medarbejdere på virksomheder og fabrikker i Sverige, Danmark, Norge, Island, USA, England, Tyskland, Tjekkiet og Kina. Nettomsætningen i det netop afsluttede regnskabsår blev SEK 740 millioner. Siden etableringen i Sverige i 1992 og efter fusionen har UNIMERCO AB øget bemandingen til 55 medarbejdere og en yderligere ekspansion forventes, både organisk og evt. gennem opkøb.