23948sdkhjf

1205: To magasiner bliver til ét

Artikel for Træ & Industri December 2005
- Træ- og møbelindustriens førende fagblade samler kræfterne

Tekst Branchedirektør Lasse Jensen

Efter mange år som kolleger har de to førende fagblade til træ- og møbelindustrien valgt at samle kræfterne i et nyt og slagkraftigt magasin, der får titlen:

Træ- og Møbelindustri
- Fagmagasin for træ-, møbel- og byggeindustri

Efter længere tids overvejelser hos Techmedia, der udgiver Træ Nyt og hos Træets Arbejdsgiverforening, som udgiver Træ & Industri vurderer begge parter, at en sammenlægning af bladene er det optimale for både branchen, læserne og udgiverne.

- Samlet kan vi styrke det faglige fundament for formidling af viden til branchen og vore medlemmer, udtaler direktør Lasse Jensen fra Træets Arbejdsgiverforening.

Adm. dir. Steen Dragø Andersen fra Techmedia er enig i denne opfattelse og lægger vægt på, at træ- og møbelindustrien gennem de seneste år har oplevet en strukturforandring, som ikke er slået fuldt igennem på informationssiden.

- Og det er naturligt, at vi som udgivere må gøre os tanker, når branchen har to fagblade med mange sammenfald både med hensyn til læsere, annoncører og de emner der behandles i bladene.

Dir. Lasse Jensen påpeger i den forbindelse, at Træ & Industri altid først og fremmest har været et fagblad, der henvendte sig til hele branchen.

- Vi har naturligt nok også haft stof og meddelelser, der henvendte sig mest til TA- medlemmerne, og denne linie fortsættes i videst mulige omfang i det nye regi.

Lasse Jensen nævner også, at den teknologiske forandring i medieverdenen har spillet ind i overvejelserne med hensyn til fremtiden for Træ & Industri.

- Og både jeg og bestyrelsen for Træets Arbejdsgiverforening, mener at have fundet en rigtig god løsning med den nye konstellation.

Bortfaldet af portostøtte til fagblade og magasiner samt postvæsenets monopolstilling har accelereret arbejdet hen mod denne fusion af Træ Nyt og Træ & Industri.

- Kort fortalt må fagbladene søge at skaffe sig stordriftsfordele, der kan imødegå de stigende omkostninger, der er ved bladudgivelse i dagens Danmark, påpeger ansvarshavende redaktør Peter Friis fra Træ Nyt, der fortsætter som ansvarshavende redaktør for det nye Træ- og Møbelindustri.

Peter Friis har beskæftiget sig med træbranchen i omkring 20 år og han har store forventninger til det nye fagmagasin. Ikke mindst fordi redaktionsudvalget fra Træ & Industri fortsætter som fagredaktion for det nye Træ- og Møbelindustri.

- Jeg er ikke i tvivl om, at den erfaring, som det nye blad kan trække på hos de fagfolk, der i dag er tilknyttet netværket omkring Træ- & Industri, vil blive til gavn for læserne.

Træ- og Møbelindustri udkommer 10 gange i 2006 og det første nummer udsendes til alle de hidtidige abonnenter den 8. februar 2006. Deadline for annoncer er den 19.01.06 og for redaktionelt stof er den 11.01.06

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063