Nordjysk stoleproducent er kåret til Danmarks bedste arbejdsplads
Vela havde en god grund til at køre fra Nordjylland til København i starten af april.
Her blev virksomheden, der fremstiller ergonomiske stole og hjælpemidler, kåret til Danmarks bedste arbejdsplads. Det blev de for arbejdspladser mellem 49-499 medarbejdere. Det var arbejdskulturorganisationen Great Place to Work, som tildelte prisen.
I en uvildig undersøgelse er der blevet spurgt ind til kultur, trivsel og arbejdsglæde på den nordjyske arbejdsplads, hvor 98 procent af medarbejderne udtrykker, at det er et rigtig godt sted at arbejde.
- Ifølge Great Place to Work er 98 procent en hel del over gennemsnittet for en god arbejdsplads. Jeg er utrolig stolt over, at vi nu også bliver anerkendt for at skabe en sund og stærk kultur præget af en høj grad af tillid og et positivt arbejdsmiljø blandt alle medarbejdere i VELA, udtaler Per Buus, adm. direktør, i en pressemeddelelse.
90-års jubilæum
I begrundelsen fremgår det, at undersøgelsen fremviser den mest konsistente medarbejderoplevelse på tværs af de omtrent 150 medarbejdere.
- I de seneste år er vi vokset på både omsætning, produktion og antal af medarbejdere, og de flotte resultater kan jeg takke mine dygtige og motiverede kolleger for, siger Per Buus.
I 2025 kan Vela tilmed fejre jubilæum, da det er 90 år siden, at stifter Vermund Larsen, som møbeldesigner grundlagde den familieejede, nordjyske virksomhed for at fremstille ergonomiske stole. .