23948sdkhjf

Gabriel fastholder takterne fra første kvartal

Øget salg af tekstiler til erhvervsmøbler giver Gabriel en samlet omsætningsvækst på 5 % i årets første halvår. Forventningerne til årets resultat er dog nedjusteret.
Gabriel har i regnskabsårets 1. halvår realiseret en omsætningsstigning på 5 pct. til 134,1 mio. kr. mod 128,0 mio. kr. i samme periode sidste år. Heraf steg omsætningen på eskportmarkederne med 5 pct. til 122 mio. kr. fra 116,1 mio. kr. for samme periode i 2012. Samlet set er Gabriels eksportomsætning dermed steget til 91 pct.

Fremgangen henføres af koncernen til udviklingen i FurnMaster og Gabriel Asia Pacific, hvor omsætningen i kerneproduktet møbelstoffer til erhvervsmøbler er svagt stigende og påvirket af en faldende efterspørgsel i totalmarkedet.

Resultat af primær drift (EBIT) i regnskabsårets 1. halvår blev 10,0 mio. kr. mod 12,0 mio. kr. sidste år.

Udvidelse af salgsaktiviteter
I perioden har Gabriel udvidet sin salgsstyrke i Tyskland, USA og Kina og det er ledelsens opfattelse, at Gabriel udbygger sin markedsandel på udvalgte kunder og markeder. Fokus er koncentreret om de internationalt største og markedsførende producenter af erhvervsmøbler.

Gabriel har ligeledes i halvåret været repræsenteret på Europas største møbelmesse ”Orgatec” i Köln samt Skandinaviens største møbelmesse ”Stockholm Furniture Fair”. Og særligt messeaktiviteten i Tyskland har kostet ekstra på omkostningssiden, som sammen med de øvrige salgsaktiviteter beløber sig til 20,6 mio. kr. for halåret, en stigning på 7 pct.

- På begge messer kunne Gabriels tekstiler og løsninger opleves som centrale elementer i nye innovative møbelløsninger, der blev fremvist. Interessen fra markedets ledende møbelproducenter, designere og produktudviklere var markant positiv, meddeler ledelsen.

I første halvår 2012/13 har Gabriel endvidere frigivet 6 nye produkter og målet om 8 på helåret er derfor tæt på at være indfriet.

Nedjustering af EBIT-resultat
I årsrapporten 2011/12 forventede ledelsen for regnskabsåret 2012/13 en organisk vækst i omsætning i niveauet 5-10 pct. og en tilsvarende stigning i det primære resultat (EBIT). Efter 1. halvår fastholdes forventningerne til omsætningsstigningen, mens forventningerne til det primære resultat (EBIT) justeres til niveauet 17-19 mio. kr. som følge af den kortsigtede effekt af stigende salgs- og udviklingsrettede aktiviteter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.07