ZOW 2014: Planlægningen er startet
Når næste års udgave af underleverandørmessen løber af stablen til februar, vil Denmark Business Consulting sædvanen tro stå for en dansk fællesstand.
- ZOW betegnes som en betydningsfuld messe for underleverancer til køkken- og møbelindustrien i Tyskland og de europæiske lande. Ikke mindst de danske udstillere har gennem årene bidraget til, at messen også er blevet en vigtig indkøbs- og trendmesse for den skandinaviske køkken- og møbelindustri, siger Lis Nørgaard, indehaver af firmaet Denmark Business Consulting.
Lis Nørgaard har siden 1999 organiseret den danske fællesstand, som i år havde deltagelse af syv virksomheder. Hun mener, at ZOW, med sit specielle koncept, er perfekt egnet som udstillingssted for små og mellemstore danske virksomheder:
- Her går man ikke tabt i mængden, som det måske opleves på andre internationale messer, siger hun.
I 2013 præsenterede ca. 400 udstillere fra ind- og udland deres produkter over for godt 12.000 besøgende. Gæsterne på ZOW består hovedsageligt af fagfolk fra den tyske og europæiske møbelindustri samt inventarfirmaer. Arkitekter og designere er på udkig efter nye trends for overflader og beslag og håndværkerne kigger efter nye spændende produkter til indretning af boliger og erhverv.