Vinduesproducent trækker sjællandske lærlinge til Mors
Hos Outrup Vinduer & Døre på Mors har man de seneste år haft held med at rekruttere flere lærlinge fra både nær og fjern. Nu er vinduesproducenten også blevet godkendt til at uddanne bygningssnedkere og tilbyder dermed lærepladser inden for syv forskellige uddannelsesretninger, og ambitionen er, at fortsat flere lærlinge skal finde vej til produktionen.
Ifølge produktionschef Henrik Gadgaard er det dog ikke udelukkende et sundhedstegn, når lærlinge fra Sjælland tager turen til Mors for at uddanne sig.
– Vi har blandt andet oplevet en stigning i antallet af sjællandske lærlinge. Det tyder selvfølgelig på, at der desværre er for få virksomheder på Sjælland, der vælger at have lærlinge, hvilket kan være svært at forstå, da lærlinge og elever for os at se er uvurderlige i forhold til at sikre både vores egen og hele branchens fødekæde af dygtige medarbejdere, der kommer med nye kompetencer, siger han i en pressemeddelelse.
Store regionale forskelle
Hans udlægning bakkes op af en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der peger på, at det fortsat er betydeligt sværere at finde læreplads på Sjælland end i Jylland, til trods for at der i fjor blev indgået rekordmange lærepladsaftaler.
Andelen af elever uden læreplads er således på det laveste niveau i 12 år, men de regionale forskelle er stadig store. Leder man således efter en læreplads i Region Sjælland eller Hovedstaden, hvor flest elever mangler et sted at være i lære, står henholdsvis 6,6 og 7,6 procent uden en læreplads, mens andelen i Midtjylland, hvor færrest mangler en læreplads, er 4,5 procent.
I Nordjylland, hvor Outrup holder til, er andelen af elever uden læreplads på 5,7 procent, men ifølge Henrik Gadgaard handler det ikke alene om mangelsituationen, når vinduesproducenten lykkes med at rekruttere lærlinge langt hjemmefra.
– Vi ser det i hvert fald som et tegn på, at vi gør noget rigtigt, når sjællandske lærlinge vælger at tage skridtet og flytte hele vejen herover for at være i lære hos os i stedet for at finde en anden uddannelse, der er tættere på hjemegnen. Og så gør vi ellers alt, hvad vi kan, for at give dem lyst til at blive, når de er udlært, siger Henrik Gadgaard.
En af de sjællandske lærlinge, som Outrup har rekrutteret og håber på at fastholde efterfølgende, er 25-årige Frederik Antonsen fra Roskilde, der er maskinsnedkerlærling og bliver udlært til efteråret. Han kiggede i første omgang efter en læreplads på Sjælland, men udvidede efter noget tid sin søgning, da han fik et tip om Outrup i Nykøbing Mors, og det har han ikke fundet anledning til at fortryde.
– Outrup har taget rigtig godt imod mig, og selvom man som sjællænder selvfølgelig lige bliver set an helt i starten, falder man hurtigt til. Jeg har haft en rigtig god læretid både fagligt og socialt, hvor jeg har fået lov til at prøve en masse ting og lære forskellige maskiner at kende, og jeg ville generelt ønske, at alle lærlinge kunne have et forløb som mit. Jeg er rigtig glad for at være hos Outrup og regner helt bestemt med at fortsætte, hvis jeg får mulighed for det, siger Frederik Antonsen.