Limproducent lander nyt agentur: Får eksklusivitet i fire lande
En ny aftale vækker begejstring hos Dana Lim, der nu kan kalde sig skandinavisk eneforhandler af rengøringssystemer til kantlimningsmaskiner fra tyske LCM.
I en pressemeddelelse oplyser limproducenten, at den familieejede virksomhed har udviklet verdens første rengøringssystem til kantlimningsmaskiner, som er uden opløsningsmidler. Der er altså tale om et vandbaseret og VOC-frit system, der kan rense helt i bund, og som ifølge Dana Lim ikke er til skade for miljø og arbejdsmiljø.
– Vi er stolte af, at LCM har valgt os som samarbejdspartner i Danmark, Sverige, Norge og Finland, hvor vi har fået eksklusivitet i alle fire lande. Vi kan mærke en efterspørgsel på rengøringsprodukter i den kvalitet, som LCM er kendt for. At de så samtidig har et system, som er vandbaseret og VOC-frit, passer godt ind i vores ambitioner om miljøvenlige løsninger og alternativer til industrien, siger Troels Mølgaard, industrichef hos Dana Lim.
Ifølge limproducenten adskiller LCM’s systemer sig fra de fleste andre, idet de er spritbaserede, ligesom der ofte skal bruges op til fem forskellige typer af rensemidler, mens der med de nye vandbaserede produkter blot skal benyttes to, hvilket ifølge Dana Lim betyder færre stop i produktionen.
Og også hos producenten sætter man pris på den nye aftale.
– Vi er glade for at have fundet en stærk samarbejdspartner i Skandinavien, og det har vi fundet i Dana Lim. Udover at være fagligt kompetente og have stor erfaring med kantlimning, så har Dana Lim også et stærkt navn i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Vi ser derfor meget frem til vores samarbejde, siger Daniel Ludewig, managing director hos LCM.