Vestjysk industrilakering på nye hænder
Efter 33 år har Kim Toft Hansen besluttet sig for at afhænde sin forretning. Dermed er Struer Industrilakering kommet på nye hænder, og på købersiden står en tidligere kunde.
Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Det bliver malermester Brian Hylleberg der overtager nøglerne til lakeringsvirksomheden, og som fra lokalerne på Farvervej i byen vil fortsætte med at lakere møbler, døre og køkkenlåger.
– Jeg hørte, at Kim skulle stoppe, og jeg synes, det ville være synd og skam, at virksomheden ville forsvinde, da vi også selv får lavet ting hernede. Så vi tog en snak om en løsning, og den har vi fundet. Det passer godt til, hvad vi ellers laver, fortæller Brian Hylleberg til avisen.
Ifølge sælger er det dog ikke en virksomhed i flyvende fart, malermesteren overtager. Således fortæller Kim Toft Hansen, at mens der under corona var godt tryk på forretningen, har han siden kunnet mærke, at krig og inflation har ramt forbrugslyst og energiregninger. Struer Industrilakering, der udover Kim Toft Hansen har beskæftiget en enkelt fleksjobber, kom ud af regnskabsåret 2021/22 med et tab på 144.600 kr. før skat.