23948sdkhjf

Møbelvirksomhed i minus før direktør-farvel

I sidste uge landede nyheden om, at børnemøbelvirksomheden Flexa har skiftet ud på direktørposten i det europæiske salgsselskab. Nu viser dugfriske årsrapporter, at skiftet er sket i kølvandet på et underskudsår i såvel salgsselskabet som i det bagvedliggende holdingselskab.

– Man må sige, at det har været et turbulent år, lyder det fra Carsten Dan Madsen, der i sidste uge annoncerede sin afgang fra direktørstolen i Flexa4dreams A/S.

Den afgående direktør, der forbliver i bestyrelsen og er aktiv i Flexa4dreams Holding med ansvar for møbelvirksomhedens kinesiske aktiviteter, fortæller, at turbulensen har vist sig i begge ender af forretningen.

– Dels har vi haft udfordringer på hele vores supply chain med stigende materialepriser, energipriser og hvad der nu ellers har været, og det har så været kombineret med de fortsatte corona-nedlukninger i Kina, hvor vi har en stor del af vores forretning, forklarer han om to af elementerne i den perfekte storm, Flexa har befundet sig i.

FLEXA4DREAMS A/S
Regnskabsår 2022 2021 2020
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 226,17 288,02 278,69
Bruttofortjeneste 52,54 72,42 66,09
Resultat af primær drift -11,74 11,71 10,68
Resultat før skat -12,90 12,67 10,05
Årets resultat -12,90 12,67 17,45
Balancestatus 108,27 115,23 76,83
Egenkapital 34,25 57,15 44,48
Gns. antal ansatte 58 58 58
Kilde: CVR

– Som en tredje ting oplevede vi som alle andre en afmatning, der ramte efterspørgslen på tværs af markeder i både Europa og Asien – i EU oplevede vi en løbende afmatning gennem det meste af året, mens den ramte lidt senere i Kina, hvor vi først havde nedlukningerne og så åbnede op til en situation, hvor økonomien var blevet trængt, lyder det videre fra Carsten Dan Madsen.

Har taget hul på tilpasning

I kroner og øre kan modvinden aflæses i de nye regnskaber, hvor der er tilbagegang på både top og bund. I Flexa4dreams A/S er omsætningen dykket fra 2021´s 288 mio. til 226 mio. kr., mens underskuddet før skat lyder på 12,9 mio. kr. mod foregående års plus på 12,6 mio. Nogenlunde samme billede tegner sig i holdingselskabet, hvor toplinjen er gået tilbage fra 314 til 267 mio. kr., og der ligeledes er røde tal på bunden. Her lyder underskuddet på 18,9 mio. kr. før skat mod et 2021-overskud på 12,6 mio. kr.

Og selvom det er et halvt år siden, bøgerne blev lukket på Flexa’s første underskudsår siden 2019, har situationen ikke ændret sig stort, fortæller Carsten Dan Madsen. Derfor har virksomheden løbende gennem 2023 gennemført nødvendige tilpasninger.

– Vi er jo i en tid, hvor virksomheden igennem det seneste halvandet år har været presset på økonomisk, og i den forbindelse har vi besluttet, at det kræver nogle tilpasninger at komme igennem den her periode. Der har jeg syntes, at det var naturligt at kaste mig selv ind i den situation, for tiden er til at kigge alt igennem, og det vigtigste er, at virksomheden kommer godt gennem en svær tid, forklarede han i sidste uge.

FLEXA4DREAMS HOLDING A/S
Regnskabsår 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 267,38 313,93
Bruttofortjeneste 88,18 113,61
Resultat af primær drift -14,24 15,89
Resultat før skat -18,91 12,61
Årets resultat -18,91 12,43
Balancestatus 152,22 171,50
Egenkapital 24,68 33,64
Gns. antal ansatte 247 307
Kilde: CVR

Hvordan virksomheden ellers bliver påvirket af tilpasningerne, vil Carsten Dan Madsen nødigt komme nærmere, men han understreger, at det er et nødvendigt onde.

– Man har jo håbet, at tingene ville ændre sig, og at krigen for eksempel sluttede – man har kunnet forestille sig mange scenarier, men på et tidspunkt må man acceptere, at virkeligheden ser ud, som den gør, og vi ser ingen tegn på, at situationen ændrer sig den kommende tid, siger han.

Fra krise til krise

Samtidig, understreger Carsten Dan Madsen, har Flexa sat gang i tiltag, der skal skabe ny forretning.

– Der er nogle segmenter, hvor vi historisk ikke har været så stærke, og vi fylder mere i møbelbutikker end i babylivsstilssegmentet, og der har vi en mulighed for at gøre mere, fortalte han i sidste uge om planerne for den europæiske del af forretningen.

Sideløbende arbejdes der i Kina på at udvide antallet af butikker, og på den måde forsøger holdet altså at finde balancen mellem bremse og speeder i en modvindstid, der for nuværende er svær at se en ende på.

At enden på krisen nok skal komme, er Carsten Dan Madsen dog ikke i tvivl om – han tiltrådte selv i kølvandet på finanskrisen og ser på flere punkter paralleller mellem dengang og nu.

– Et klart lighedstegn er det faldende forbrug, som vi også oplevede dengang. Kriser kommer selvfølgelig altid ubelejligt, fordi man har de initiativer i gang, som man synes, er de rigtige i forhold til at udvikle forretningen, og det tager lidt tid at tilpasse til et nyt forbrugsmønster – men de har også det tilfælles, at det på et tidspunkt ændrer sig igen. Det ved man, lyder erfaringen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.086