Fleksi Lågen kommer på nye hænder
27 år efter at have grundlagt Sunds-virksomheden siger Kai Hansen stop og overlader ejerskabet af Fleksi Lågen til virksomhedens hidtidige værkfører.
- Beslutningen skyldes ene og alene alder. Jeg er stadig frisk og rørig, men min kone og jeg har i flere år snakket om, at vi også skal have tid til at opleve noget af verden sammen, siger Kai Hansen, som til januar fylder 62 år, til Wood Supply.
Han har fra starten haft sin hustru Ulla Hansen ved sin side som bogholder i firmaet. Og når Johnni Jakobsen overtager ejerskabet af Fleksi Lågen, er det da også planen, at ægteparret fortsætter deres daglige virke som en del af den otte mand store arbejdsstyrke.
- Ja, for det er jo stadig sjovt at gå på arbejde, siger Kai Hansen, som dog kan se frem til en kortere arbejdsuge og desuden glæder sig over, at Fleksi Lågen trods ejerskiftet forbliver på kendte hænder.
Åben for nye kundesegmenter
Johnni Jakobsen har været ansat siden 1991 og fungeret som værkfører hos Fleksi Lågen siden 1995. Han brugte ikke lang tid på at beslutte sig, da Kai Hansen forelagde ham muligheden for at overtage virksomheden.
- Jeg har været ansat her i mange år, så jeg syntes, det var en rigtigt god idé at fortsætte virksomheden, siger Johnni Jakobsen som i første omgang ikke har planer om at foretage revolutionerende ændringer i den måde, virksomheden drives på.
Læs også: Fleksi Lågen fejrer 25 år
Fleksi Lågen skal fortsat være en fleksibel og stabil underleverandør, understreger han.
- Som udgangspunkt ønsker jeg at holde fast i de kunder, vi har i forvejen og servicere dem bedst muligt, men jeg vil også gerne prøve at se, om jeg kan fremtrylle nye kunder og segmenter.
Lefler ikke for store kunder
Fleksi Lågen har gennem tiden lavet mange opgaver for multinationale selskaber både til vindmølleindustrien, store tøjkoncerner og også til firmaer, som fremstiller messekoncepter. Johnni Jakobsen har dog ikke planer om at lægge hele produktionen om for få store kunder, men vil gerne fortsætte virksomheden på samme måde, som den allerede kører og har kørt siden starten i 1986
- Det er alle de små kunder, der holder det hele sammen og driften kørende med deres bestillinger af lidt låger her og bordplader der. Vi har ikke én kunde, der står for 50 procent af omsætningen, og det er en strategi, jeg gerne vil fortsætte med. Vi skal ikke ud og tilbyde de store koncerner noget, vi ikke kan hamle op med, siger han.
Geografi er til gengæld ingen hindring for Fleksi Lågen, som blandt andet har leveret inventar til Bestsellers nye kursuscenter i Brande og været involveret i restaureringen af en række biblioteker i Sverige. Endelig var Fleksi Lågen også blandt leverandørerne til den gennemgribende renovering af det historiske hotel D’Angleterre, som genåbnede dørene på Kgs. Nytorv i København 1. maj.
- Vi er ret åbne for det hele, og hvis flere kunder på Sjælland fik øjnene op for, hvad vi laver, vil det nok i endnu højere grad være en mulighed, vi ligger lønmæssigt og effektivitetsmæssig så vi godt kan lave tingene til en konkurrencemæssig pris derovre, bemærker Johnni Jakobsen med et smil.