Afskovning i Amazonas er faldet med en tredjedel i år
Afskovningen af regnskoven Amazonas i Brasilien er faldet med 34 procent i første halvår af 2023.
Det viser foreløbig data fra den brasilianske regering.
Det betyder, at afskovningen er på det laveste niveau i fire år.
Data fra Brasiliens nationale forskningsagentur, Inpe, indikerer, at 2649 kvadratkilometer regnskov er blevet ryddet i regionen i det første halvår af 2023. Det er det laveste i den periode siden 2019.
Udviklingen er sket, samtidig med at Brasiliens præsident, Luiz Inacio Lula da Silvio, der overtog magten ved årsskiftet, har indført strengere miljølovgivning.
Der er også stadig udfordringer for præsidenten, da det stadig er et stort areal, der er blevet ryddet indtil videre i år. Det er tre gange så stort som New York City.
- Det er meget positivt, men vi fortsætter med at have et meget højt niveau af afskovning, siger Daniel Silva, der er analytiker ved nonprofitorganisationen WWF-Brasil.
Lula har lovet, at han vil sætte en stopper for afskovning i 2030. Under hans forgænger, Jair Bolsonaro, skete der en stigning i afskovning, fordi Bolsonaro afskaffede mange miljøbeskyttelseslove.
Den tidligere præsident ønskede mere landbrug og minedrift på beskyttede arealer, fordi det ifølge ham ville løfte regionen ud af fattigdom.
Brasiliens miljøminister, Marina Silva, siger på et pressemøde, at faldet i afskovning er et direkte resultat af, at Lulas regering hurtigt har tilført flere ressourcer til at beskytte miljøet.
- Vi gør alt, hvad vi kan for at sikre os, at vores anti-afskovningsplan allerede er i fuld gang. Dette er resultatet af vores nødindsats, siger hun.
Data fra Inpe viser, at der alene i juni blev fældet i alt 663 kvadratmeter skov. Det er 41 procent mindre end samme måned sidste år.
Hvorvidt man vil se et fald i afskovningen i hele 2023 er fortsat uvist. Højsæsonen for afskovning og skovbrande er nemlig i juli til september.
I sidse måned fremlagde Brasiliens regering dets planer for at imødegå Lulas løfte om at sætte en stopper for afskovningen af Amazonas i 2030.
Planen indeholder en lang liste af tilag - herunder strengere håndhævelse mod miljørelateret kriminalitet og grøn økonomisk udvikling.
/ritzau/Reuters