23948sdkhjf

Ledigheden har lille pil op for ottende måned i træk

Ledigheden fortsætter med at stige, viser indikator. Økonom overrasket over, at ledigheden ikke stiger mere

Ledigheden på det danske arbejdsmarked fortsætter med at stige.

I hvert fald viser en tidlig indikator fra Danmarks Statistik, at antallet af ledige steg med 700 personer i juni.

Ifølge indikatoren var der i juni 83.700 ledige i Danmark.

Det svarer til en ledighedsprocent på 2,8 procent, hvilket er det samme som de fire forgående måneder.

Det er ottende måned i træk, at ledigheden herhjemme stiger. Siden oktober sidste år er der kommet omkring 8000 flere ledige i Danmark.

Men ifølge Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv, tyder udviklingen på et overraskende robust arbejdsmarked.

- Set i lyset af den økonomiske modvind fra kraftige rentestigninger og vækstafmatning på de danske eksportmarkeder er det overraskende, at ledigheden ikke er steget mere, skriver han i en kommentar.

Færre nybyggerier i gang

Også Laurids Cordtz Larsen, chefkonsulent i Dansk Industri, kigger med forundring på udviklingen de seneste måneder.

- Det lave antal ledige fortsætter stik imod de tidligere prognoser, hvor de stigende renter skulle få arbejdsmarkedet til at vende, skriver han i en kommentar.

Kristian Skriver forventer, at ledigheden vil fortsætte med at stige svagt frem mod årets udgang. Og her kan særligt byggebranchen blive ramt, fordi rentestigninger får færre til at bygge nyt.

- Der bliver fortsat færdiggjort meget byggeri, men der bliver igangsat mindre nyt byggeri. De færre igangsættelser af nyt byggeri vil på sigt ramme aktiviteterne i byggeriet og føre til jobtab, skriver han.

Danmarks Statistik kommer hver måned med sine officielle tal for antallet af ledige i Danmark. Cirka 20 dage før kommer der en indikator for, hvad tallene kan vise.

Det er den indikator, som Danmarks Statistiks har udsendt onsdag. Den bygger på et mindre datagrundlag, og derfor er usikkerheden i tallene også forbundet med en større usikkerhed.

Usikkerheden vurderes af Danmarks Statistik at være på 1000 personer i begge retninger.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125