Frontproducent oplever prispres: – Et ublu niveau
Hos Frontego på Mors oplever ejerleder Tage Odgaard Nielsen, at priserne på træ igen er for opadgående. Og den erfarne træmand har efterhånden svært ved at finde de gode argumenter for det prispres, han oplever, at nogle af branchens aktører udnytter.
Det skriver Nordjyske.
For nyligt havde Tage Odgaard Nielsen besøg af en underleverandør, der igen hævede prisen på sit træ.
Den umiddelbare forklaring var, at forhandleren havde svært ved at skaffe nok træ. Prisen steg altså på grund af en høj efterspørgsel og for lav en mængde af udbudt træ.
Men pludselig blev forklaringen ændret.
– Sælgeren erkendte, at prisen på træet steg, fordi forhandlerne står i en situation, hvor de kan tillade sig at hæve prisen. Markedet er så diffust i øjeblikket, og det bliver udnyttet til at hæve priserne til et ublu niveau, siger Tage Odgaard Nielsen til avisen.
Store overskud
Nordjyske peger på, at 2022-regnskaberne for flere træhandlende selskaber viser overskud, der er mangedoblet over de seneste år, og de gedigne overskud bekræfter Tage Odgaard Nielsen i, at prisstigningerne ikke udelukkende er et spørgsmål om stigende omkostninger.
– Jeg synes ikke, at aktørerne opfører sig ordentligt. I sidste ende er det selvfølgelig ren business, men derfor behøver de ikke være griske, siger Tage Odgaard Nielsen, der selv har holdt igen med at sende prisstigninger videre til kunderne.
Mens virksomhedens udgifter til træ er steget med over 100 pct., er Frontegos produkter ifølge ejerlederen steget med fire og seks procent de seneste to år, men hvis tendensen fortsætter, kan det ikke være ved.
– De seneste to år er vores salg steget markant. Det har betydet, at vi stadig har kunnet få økonomien til at løbe rundt uden at hæve priserne væsentligt, siger Tage Odgaard Nielsen.
– Men hvis vores salg nærmer sig et normalt niveau, og vores udgifter til træ fortsætter med at stige, bliver vi selvfølgelig nødt til at reagere for at sikre indtjeningen, lyder det.