Designselskab ramt af ”den laveste forbrugertillid i årtier”
Møbel- og interiørselskabet Ferm Living måtte for første gang i flere år se både top- og bundlinje skrumpe. Mens gruppens omsætning faldt med cirka 4 pct. til 387 mio. kr. i 2022, stod der 5 mio. kr. mindre på bundlinjen, så 2022-resultatet lød på 50 mio. kr.
Trods tilbagegangen lå omsætningen i det forventede spænd mellem 360 og 400 mio. kr., som Ferm Livings ledelse præsenterede med 2021-årsrapporten.
Forklaringerne på sidste års nedtur - den første nedtur siden kapitalfonden Maj Invest Equity købte det København-baserede firma i december 2020 - er mange.
”Markedsforholdene i 2022 var udfordrende på grund af adskillige eksterne faktorer. Invasionen af Ukraine medførte stigende energipriser, høj inflation, lavere disponibel indkomst og den laveste forbrugertillid i årtier,” skriver selskabets ledelse således i årsrapportens ledelsesberetning.
Samme sted lyder det dog også, at årets fald i omsætning dækker over en fremgang i ordreindgangen i sidste halvdel af 2022. Det tager man på ledelsesgangen som tegn på, at markedet langsomt er i bedring – og man øjner vækst.
40 procent møbler og belysning
Produktlanceringen af forskellig art i løbet af 2022 kombineret med tocifrede vækstrater i møbler- og belysningssegmenterne betyder, at felterne nu udgør 40 pct. af Ferm Livings samlede omsætning.
Regnskabsår | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 387,2 | 403,9 |
Bruttofortjeneste | 123,8 | 119,8 |
Resultat af primær drift | 66,0 | 74,8 |
Resultat før skat | 63,8 | 71,3 |
Årets resultat | 50,3 | 55,1 |
Balancestatus | 260,2 | 271,0 |
Egenkapital | 212,0 | 161,3 |
Antal ansatte | 67 | 56 |
Kilde: CVR |
Geografisk gjorde Ferm Living sin entré på 10 nye lande, så firmaet nu er tilstede på 85 markeder rundet om i verden. Rusland er den markante undtagelse, da man solgte aktiviteterne efter landets invasion af Ukraine, hvor salgsaktiviteterne også er meget begrænsede på grund af krigen.
Beskeden vækst
Bestyrelse og ledelse forventer nu en positiv udvikling, ikke mindst med vækstmuligheder på langt sigt. Ligeledes er der planer om at investere i ressourcer og værktøjer, der kan understøtte forretningen.
Et men er der dog også i fremtidsudsigterne. På grund af markedsforholdene og usikkerhed forventer ledelsen, at væksten bliver begrænset i 2023, så omsætningen lander i omegnen af 400-425 mio. kr.