Nobia: Hjemmeside om arbejdsmiljø er fantastisk opslagsværk
I 2019 fik Nobia Danmark A/S et påbud fra Arbejdstilsynet, der betød, at de skulle sikre, at løft af virksomhedens køkkenelementer blev udført ”fuldt forsvarligt”, samt at en rådgiver skulle hyres til at hjælpe virksomheden med at forebygge lignende arbejdsmiljøproblemer.
Det fandt Nobia Danmark urimeligt, og derfor klagede virksomheden – i samarbejde med Dansk Industri (DI) - over påbuddene til Arbejdsmiljøklagenævnet.
Det skriver DI Business.
Sagen endte med, at påbuddene blev fastholdt, men alligevel tænker virksomheden stadig tilbage på forløbet med glæde over den rådgivning, DI bibragte i situationen.
- En sag som denne blev også en læringsproces for organisationen, og vores erfaringer er også blevet større. Det, jeg hører, er, at vi fra DI fik ekspertise og kompetencer, der gjorde en stor forskel i forhold til at føre sagerne, siger Camilla Ovesen Schmidt, miljø- & arbejdsmiljøkoordinator i Nobia Danmark, der ikke var involveret i sagren, da den kørte.
Fedt at kunne sparre
Selv bruger hun især DI’s hjemmeside om arbejdsmiljø som et opslagsværk.
- Siderne har det faglige indhold, jeg har brug for i et sprog, hvor alle kan være med. Og det fortjener stor ros, at det virker intuitivt. Jeg slår jævnligt regler op og holder mig løbende informeret om reglerne på siderne, siger Camilla Ovesen Schmidt.
Hun har også af og til været i telefonisk kontakt med arbejdsmiljøafdelingen i DI.
- Ikke alt er sort/hvidt, og det er fedt at kunne sparre med DI om tolkning af reglerne. Det giver altid en stor tryghed at have DI i ryggen, siger Camilla Ovesen Schmidt.
Artiklen er bragt i samarbejde med DI Business.