Tekstilgigant nedjusterer for tredje gang i år
Aalborg-baserede Gabriel nedjusterer nu forventningerne til 2022/23 efter et tredje kvartal, der igen bød på tilbagegang.
Kvartalets omsætning landede på 223,2 mio. kr. mod 289,9 mio. i tredje kvartal af 2021/22, og samme billede tegner sig, når man ser på regnskabsårets første ni måneder samlet. Her er nettoomsætningen på 715,2 mio. kr. næsten 100 mio. mindre end samme periode sidste år, og i en regnskabsmeddelelse oplyser tekstilkæmpen, at regnskabsåret generelt har været præget af kort ordrehorisont og større udsving i markedsvilkårene.
”Det har i særlig grad vanskeliggjort udarbejdelsen af præcise forventninger,” skriver Gabriels ledelse, der derfor nu justerer forventninger for tredje gang i år. I april blev der første gang skruet ned for optimismen, da omsætningsforventningen blev sænket fra de oprindeligt udmeldte 1-1,1 mia. kr. til niveauet 950-1.050 mio. kr., og to måneder senere måtte selskabet helt droppe milliardambitionerne, da forventningerne blev yderligere nedjusteret til niveauet 950-975 mio. kr.
Efter regnskabsårets første ni måneder lyder forventningerne nu på en omsætning i niveauet 930-940 mio. kr., mens det primære resultat (EBIT) forventes at lande på 17-19 mio. Tekstilproducenten understreger dog, at årets forventninger fortsat er behæftet med en stor grad af usikkerhed.
”Det er fortsat ledelsens opfattelse, at omsætning og resultat i det indeværende regnskabsår 2022/23 vil være udfordret af den internationale politiske situation, valuta- og renteudfordringer, og deraf afledte markedsmæssige usikkerheder,” lyder det i regnskabsmeddelelsen.
Regnskabsperiode | Q3 2022/23 | Q3 2021/22 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 223,2 | 289,9 |
Resultat af primær drift | - 2,9 | 16,1 |
Resultat før skat | - 6,2 | 21,5 |
Periodens resultat | - 5,6 | 16,4 |
Gns. antal ansatte | 1.202 | 1.436 |