23948sdkhjf

Fra butikselev til topposten: Vagtskifte i Jysk er gennemført

Som bare tredje mand i Jysks historie har Rami Jensen 1. september endeligt overtaget rollen som adm. direktør for den verdensomspændende dynekæde.

To år efter nyheden om det forestående vagtskifte landede og efter et års parløb med hidtidig topchef Jan Bøgh, står den tidligere butikselev nu på egne ben i rollen som adm. direktør med ansvar for flere end 30.000 ansatte og 3.300 butikker fordelt i 48 lande verden over.

– Jeg ser meget frem til at træde fuldt ind i rollen som President og CEO i Jysk. Jysk er en virksomhed, der har leveret rekordresultater og vækst, siden virksomheden blev grundlagt i 1979 af Lars Larsen og senere med Jan Bøgh som President og CEO. Det er lidt af en opgave at forsøge at matche det, men jeg er sikker på, at ved at forblive tro mod Jysks kerneværdier, så vil vi fortsætte med at vækste og udvikle virksomheden, siger Rami Jensen i en pressemeddelelse.

Et års parløb

Rami Jensen har det seneste år arbejdet tæt sammen med tidligere President og CEO Jan Bøgh for at sikre en problemfri overdragelse, der ikke forstyrrer det daglige forretningsmomentum. Derfor er Rami Jensens nye direktionshold og ændringer i organisationen også allerede på plads og gennemført.

I Lars Larsen Group, hvor Jan Bøgh er rykket op i en nyoprettet stilling som CEO og President for Lars Larsen Group Retail for ansvar for alle koncernens retailselskaber, glæder bestyrelsesformand Jacob Brunsborg sig ligeledes over vagtskiftet.

– Rami har en imponerende karriererejse i JYSK, og jeg er sikker på, at han vil lede virksomheden som en sand købmand med fokus på virksomhedens kerneværdier og ansvarlig vækst, siger bestyrelsesformanden i en pressemeddelelse.

En Jysk karrierevej

Rami Jensen har tilbragt stort set hele sin karriere i Jysk. Han startede som 20-årig som elev i butikken i Esbjerg tilbage i 1994 og arbejdede sig op gennem virksomheden for til sidst at blive en del af direktionen som Executive Vice President for Business Development. I 2018 forlod han midlertidigt dynekoncernen for at blive administrerende direktør for Ilva, inden han sidste år vendte tilbage til Jysk.

– Jysk har løbende tilbudt mig gode muligheder for at udvikle mig personligt og udvikle min karriere i virksomheden. Jeg glæder mig til at se, hvad der venter os af muligheder forude, og hvordan vi som team i Jysk sammen skaber gode resultater for virksomheden og vores kunder, siger Rami Jensen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109