1.780 danske stole på vej til Tokyo
Møbelproducenten Engelbrechts har netop landet sin hidtil største ordre i Japan.
"Chairik", designet af Erik Magnussen, indgår i en større millionordre, som Engelbrechts netop har hentet hjem fra en unavngiven kunde i Tokyo.
- Der er tale om en af Japans store finansielle virksomheder, men grundet klausuler må vi pt. desværre ikke oplyse, hvem slutkunden er. Men vi kan oplyse, at stolene skal stå i en forholdsvis stor kantine, fortæller Peter Mahler Sørensen, administrerende direktør i Engelbrechts.
Den københavnske møbelvirksomhed har haft en fin start på 2013 og forventer en omsætningsfremgang på 15-20 procent samt et overskud på niveau med de 4 mio. kr. i fjor. Og den store ordre i Japan giver mod på mere:
- Chairik-stolenes form og minimalistiske udtryk tiltaler det japanske marked, som gennem mange år har været rigtig interessant for os. Vi arbejder forsat på at intensivere og udbygge vores gode samarbejde med de japanske forhandlere, da vi ser uindløst potentiale i dette marked med ca. 127 millioner indbyggere og store toneangivende globale virksomheder, slutter Peter Mahler Sørensen.