Særordning udvides for at få flere udlændinge i job
Flere flygtninge og familiesammenførte skal ind på det danske arbejdsmarked.
Derfor er regeringen og arbejdsmarkedets parter blevet enige om at udvide IGU-ordningen. Den skal omfatte flere udlændinge, som skal tilbydes bedre danskundervisning.
Den forlænges indtil 2028, og det glæder udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S).
- IGU har vist sig at være en god indgang til arbejdsmarkedet for flygtninge, mens det også hjælper virksomhederne i den nuværende situation, hvor vi har mangel på arbejdskraft, siger han i en pressemeddelelse.
Siden 2016 har IGU-ordningen givet flygtninge og familiesammenførte mulighed for at komme ud på danske arbejdspladser.
Forløb er en toårig kombination af skoleundervisning og et praktikophold i en virksomhed.
Kombinationen af sprogundervisning og en hverdag på en dansk arbejdsplads skal medvirke til at integrere fremmede bedre og samtidig hjælpe dem til at få et varigt job.
Men endnu flere har ifølge parterne behov for den trædesten til et job, som IGU'en kan være. Derfor videreføres og udvides ordningen.
Det betyder blandt andet, at målgruppen fremover vil omfatte flygtninge og alle grupper af familiesammenførte. Det er i alderen 18-50 år med en opholdstid på op til 20 år.
Desuden styrkes ordningen med et skærpet fokus på danskundervisning, og skoledelen styrkes.
Det glæder fagbevægelsen i form af FH.
- Det har været afgørende for FH, at vi får styrket danskelementet, da tilstrækkelige danskkundskaber er essentielt for at bide sig fast på arbejdsmarkedet eller gennemføre en uddannelse, siger næstformand Nanna Højlund.
Over årene er ordningen blevet forbedret og udvidet flere gange. Den er blandt andet udvidet til at omfatte ukrainske flygtninge.
Ordningen er nævnt i regeringsgrundlaget og var en del af anbefalingerne, da reformkommissionen i maj kom med en række anbefalinger.
Regeringen er også på vej med en arbejdspligt til udlændinge.
- Samtidig er vi på vej med en arbejdspligt, der er målrettet mennesker med et integrationsbehov. Vores mål med både arbejdspligten og IGU'en er selvfølgelig, at langt flere udlændinge i Danmark bidrager og er selvforsørgende, siger Kaare Dybvad Bek.
/ritzau/