Glasproducent henter bunkevis af ordrer på nyt samarbejde
Bare få måneder efter den industrielle produktion er sat i gang, kan nordjyske Glaseksperten melde om stor efterspørgsel på et nyt produkt. I samarbejde med cleantech-virksomheden Microshade har glasproducenten udviklet termoruder med en ny type solafskærmning, der ifølge parterne adskiller sig fra alle andre slags på markedet, og det er noget, der allerede kan ses i ordrebøgerne.
– Der er et kæmpe potentiale i det samarbejde, vi har med Microshade. Efterspørgslen er allerede meget stor, og vi er overbeviste om, at vi kommer til at sælge store mængder Microshade integreret i termoruder. Vi har allerede hørt fra kunder og brugere af produktet, og de er meget begejstrede, siger tilbudschef Michael Nielsen fra Glaseksperten i en pressemeddelelse.
Ordrerne fra danske, norske og tyske kunder er ifølge glasproducenten kommet i en lind strøm, siden termoruder med Microshades nye solafskærmning kom på markedet i foråret. Ruderne er blandt andet monteret i Deutsches Architektur Museum i Frankfurt, et nyt sygehus i Drammen, en skole i Esbjerg og hos store danske virksomheder, der renoverer eller bygger nye domiciler.
– Vores film sikrer, at der ikke bliver for varmt i lokalerne om sommeren, at der kommer masser af lys ind, og at udsigten til omgivelserne ikke bliver forringet. Alternativet er persienneruder eller udvendig afskærmning, som slet ikke har de samme egenskaber, siger Henrik Theisler, adm. direktør fra Microshade.
Store forventninger
Produktet Microshade integreres i enten en 2- eller 3-lags termorude hos Glaseksperten, og det giver ifølge virksomheden en unik løsning, fordi filmen blokerer det direkte sollys, lukker det naturlige dagslys ind og sikrer uhindret udsigt til omgivelserne. Og rent arkitektonisk er der ifølge parterne også noget at hente.
– Mange moderne bygninger har store glasfacader, men en stor del af disse facader bliver skæmmet af udvendige solafskærmningsløsninger. Microshade termoruderne gør det muligt for arkitekterne at skabe bygninger med rene facader uden at gå på kompromis med solafskærmningen, siger Michael Nielsen.
Han peger desuden på, at løsningen kan medvirke til at nedbringe CO2-aftrykket fra bygninger, da filmen grundet integrationen i ruden er vedligeholdelsesfri, og både hos Glaseksperten og hos Microshade er der store forventninger til salget af den nye type termoruder.
– Hvis man ser på den generelle vækst i Norge og Tyskland, står den stort set stille, men salget af vores produkt buldrer derudad. Vi forventer at sælge 30.000 kvadratmeter af Microshade Film i år, men allerede næste år regner vi med over 100.000 kvadratmeter, og sådan vil det fortsætte i de kommende 2-3 år, siger Christian Lygum, salgsdirektør hos Microshade.