Tæt bånd til vinduesproducent sikrede tømrermester genvalg
Da boligejer Lasse Grønbæk Mathiassen for nylig stod overfor en vinduesudskiftning i sit nyerhvervede hus, var han ikke i tvivl om, hvem han skulle kontakte for at sikre den rette løsning. Vinduesmester Thomas W. Næsby fra Holbæk Tømrer Service stod der på displayet.
– Vi har før brugt Thomas, og vi var ikke i tvivl om, at han igen var den rette til jobbet. Opgaven var ikke nem på grund af de specielle mål, men Thomas er meget omhyggelig, og alt klappede bare. Det er tydeligt at mærke, at han har et stort kendskab til produkterne fra Velfac og ved præcis, hvordan de skal monteres, siger Lasse Grønbæk Mathiassen i en pressemeddelelse fra vinduesproducenten.
Thomas og Holbæk Tømrer Service er en del af Velfac VinduesMester, hvor Velfac tilbyder deres tætte samarbejdspartnere ekstra produkttræning og faglig sparring. Det gør, at tømrermesteren opnår et mere intensivt produktkendskab, hvilket ifølge Thomas W. Næsby skaber stor værdi for både ham og hans kunder.
– Den tætte dialog med Velfac er ekstremt vigtig for mig som tømrer. Et godt produktkendskab gør, at jeg kan rådgive kunderne på den bedst mulige måde og sikre den rette løsning. Det giver mig en fordel og skaber værdi for både mig og mine kunder, at jeg er specialiseret i produkterne fra Velfac, siger han.
Et spørgsmål om tillid
Med mere end 30 års erfaring inden for al slags tømrerarbejde ved Thomas W. Næsby, hvad der er på spil, når man som privatkunde skal vælge håndværker.
– I sidste ende er det at vælge håndværker et spørgsmål om tillid. Som privatkunde skal man have ro i maven – og det tror jeg på, at min betegnelse som Velfac VinduesMester giver, fortæller tømrermesteren, der dog medgiver, at Lasse Grønbæk Mathiassens ikke er nogen typisk kunde.
– Lasses to vinduesudskiftninger på få år er ikke hverdagskost. De fleste kunder er ikke ude i at købe vinduer særlig mange gange i løbet af deres liv. Derfor er det afgørende for dem, at jeg som deres rådgiver i projektet har det gode produktkendskab, siger han.
Ifølge Thomas W. Næsby skal den faglige værktøjskasse være veludstyret, hvis kunderne skal stå tilbage med et godt indtryk både før, under og efter en renovering. Og her kan erfaring ikke stå alene, så den erfarne tømrer er meget bevidst om, at kontinuerlig produkttræning og ikke mindst faglig sparring med vinduesproducenten er vigtig for at holde sig opdateret.
– Hos Velfac har jeg en fast tilknyttet konsulent, som jeg kan tage fat i med stort og småt. Det kan godt være, at jeg ser mig selv som skarp, når det kommer til vinduer. Men jeg må bare sige, at konsulenterne inde ved Velfac er knivskarpe. Der er altid god rådgivning og faglig sparring at hente, når man henvender sig, siger Thomas W. Næsby og understreger, at montering af vinduer ikke er så ligetil, som det kan lyde.
– Det kan være svært, og her skal jeg som tømrermester være godt klædt på til at formidle det videre til mine kunder. Det er jeg, hvad enten det gælder lysindfald, lydforhold, indbrudssikring eller indeklima. Og derfor husker mine kunder mig, når de står med et nyt projekt, lyder det.