23948sdkhjf

Gyngestolen er det perfekte visitkort

Designer Thomas Pedersen startede på toppen af karrieren, da han præsenterede den verdensberømte Stingray-stol som sit afgangsprojekt fra Arkitektskolen i 2002.
Dialekten afslører i enkelte sætninger en opvækst på Fyn, men reelt er Thomas Pedersen i dag på hjemmebane i Aarhus, hvor han er blevet hængende, siden han blev uddannet fra byens Arkitektskole i 2002.

Thomas Pedersen havde udviklet den i dag verdensberømte Stingray-stol som sit afgangsprojekt fra skolen, og han stod derfor egentlig på toppen af sin karriere, før den overhovedet var begyndt.

Forventningspresset var dengang tyngende, men i dag har Thomas Pedersen lært at sætte pris på stolen, som bruger konstruktivt fremadrettet.

- Jeg kan ikke komme med et bedre visitkort, for Stingray-stolen åbner helt sikkert døre. Men jeg vil da også gerne huskes for nogle af de andre ting, jeg har lavet. Og det er da heldigvis også lykkedes med eksempelvis Icicle-bordet, som var med til at starte en slags småbordstrend, fortæller Thomas Pedersen på kontoret i tegnestuen Spark, som han grundlagde for at hellige sig tid til passionen for design.

Læs også: Ingen vil betale for en ny Stingray-stol

Vejen til designertilværelsen på tegnestuen har dog ikke været snorlige, for efter afgangen fra Arkitektskolen i 2002 manglede Thomas Pedersen penge til at føre sine mange idéer ud i praksis. Løsningen blev at starte en produktion af lamper, hvortil Sparkling-lampen blev designet som hovedattraktion.

Sammen med sin hustru, Trine Wilkens, og vennen Kim Vestergaard åbnede Thomas Pedersen i 2007 butikken To Form (24M) i Aarhus, hvorfra lampesalget gik strålende. En glædelig familieforøgelse gjorde dog, at Thomas Pedersen måtte tage sin tilværelse op til revision.

- Min kone og jeg begyndte at stifte familie, og det gjorde sit indhug i tiden. Pludselig var det svært både at være producent, sælger og designer, så jeg måtte vælge noget fra. Derfor besluttede jeg mig for at satse på design, som jeg vidste, jeg var god til og som er det, jeg brænder mest for, forklarer Thomas Pedersen om sit farvel til den trygge indkomst til fordel for en mere økonomisk usikker tilværelse.

Ikke mange banker på døren
For selv om Thomas Pedersen med både stolene Stingray og Concord samt bordet Icicle og Sparkling-lamperne – som han søger en aftager til – kan fremvise flere velkendte designsuccesser, lever han fortsat ikke fedt af sine kreationer.

- I forhold til den succes, mange af mine produkter har opnået, er der ikke mange, der banker på døren. Det handler rigtigt meget om netværk. Og så skal man huske, at det at designe er én ting – at sælge sig selv er noget helt andet, som jeg altså ikke lærte om på Arkitektskolen, siger Thomas Pedersen om sin vej fra toppen af karrieren til en mere stabil tilværelse som designer med egen tegnestue.

Foruden ham selv består tegnestuens personale kun af en praktikant, og det ærgrer Thomas Pedersen, som gerne så medarbejderstaben udvidet med et par ansatte på permanent basis. For selv om tegnestuen har fået en overhaling, så Thomas Pedersen i dag arbejder i lækre og rustikke omgivelser på anden sal, mens der er mulighed for at efterprøve idéerne i praksis på første sals værksted, så er der stadig ikke økonomi til en oprustning på medarbejdersiden.

- Hvis du havde spurgt mig for to år siden, ville jeg have svaret, at jeg ville være klar om to år. Men det er så ikke sket endnu, og det er svært at sige, hvornår det sker. Det afhænger af så mange ting, og af hvor langt vi når med projekterne, konstaterer Thomas Pedersen, som ifølge eget udsagn med årene er blevet bedre til at tænke forretningsdelen ind i sine projekter.

Mangler tid til science fiction-inspiration
Tålmodighed er en dyd som møbeldesigner, men selv for den grundige Thomas Pedersen kan den lange proces fra en spirende idé til et salgbart produkt sommetider forekomme evig. Derfor er han ved at bevæge sig ind på området for accessories, som både har en mere kommerciel vinkel og giver flere opgaver, der er afviklet hurtigere og er mere håndgribelige.

- Det skal ikke være modebetingede accessories, for jeg vil ikke lave noget, folk smider ud igen om to år. For mig at se handler god økologi om, at man fremstiller et langtidsholdbart produkt, som kan holde i 50-100 år. Og så vil jeg hellere lave flere gode produkter, end at lave produkter, der er så dårlige, at de skal skiftes hyppigt ud.

Borde, stole, lamper og tilbehør virker som en bredt palet at male fra, men for Thomas Pedersen er det kun naturligt at omsætte de mange idéer, han hele tiden får, til noget brugbart. Og inspirationen kan komme flere steder fra.

- Det afhænger lidt af, om en opgave kommer på bestilling eller fra fri fantasi. Men jeg kan finde inspiration i alt fra at gå en tur på havnen, det at finde en spændende sten, at teste et nyt materiale eller at køre en tur til Vesterhavet, siger familiefaderen og fortsætter:

- Før i tiden brugte jeg ofte science fiction-film til at hente inspiration, for de indeholder ofte nogle skæve tanker om, hvad vi vil gøre i fremtiden. Men det har jeg desværre ikke haft helt så god tid til, efter jeg har stiftet familie.

Vil ikke bytte med nogen
Selv om Thomas Pedersen har taget en snørklet vej tilbage på sporet som designer, fortryder han ikke, at han efter afgangen fra Arkitektskolen takkede nej til en fast ansættelse som arkitekt. Tiden som producent og butiksindehaver har været lærerig, og i dag tegner fremtiden som designer mere lys end nogensinde, fordi flere af Thomas Pedersens projekter efterhånden er ved at blive omsat til produktioner.

Thomas Pedersen lægger dog ikke skjul på, at den lærerige vej også har været hård og krævet sine ofre, så han råder alle nyuddannede designere til at tænke sig grundigt om og have baglandet med sig, hvis de vil udleve drømmen ved at følge passionen for design som selvstændige.

- Lav nogle prototyper og søg om at kom med på nogle messer. Det handler om at komme ud og tage fat i nogle folk, opbygge et netværk. Og så er det vigtigt at have baglandet med sig. Det kræver en helt exceptionelt stor arbejdsindsats at etablere sig som møbeldesigner, så det skal virkelig koordineres med familien.

Thomas Pedersen selv er i øjeblikket ved at tegne en speciel og vippende spisebordsstol, som brugeren kan sidde behageligt i hele aftenen. Desuden arbejder han på et spisebord, som er en bestilling fra firmaet 8000C, ligesom der arbejdes på flere projekter og opgaver i samarbejde med Variér Furniture. Endelig har han etableret samarbejder med nogle af de førende skandinaviske kontraktmarkedsproducenter.

Det virker derfor troværdigt, når Thomas Pedersen opsummerer de sidste mange års hårde arbejde med at sige:

- Jeg laver det, jeg virkelig brænder for, så jeg vil ikke bytte med nogen.

Blå Bog: Thomas Pedersen
Født 29. juli 1971
Uddannet lagerekspedient (1991) og uddannet designer på Arkitektskolen i Aarhus (2002)
Indehaver af tegnestuen Spark siden 2002
Bor i Aarhus med kæresten Trine Wilkens, der er guldsmed, og døtrene Milla og Tilde

Artiklen er en del af temaet Portræt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074