Voksende tendens: Kunder inddrages i designproces, før møbler står færdige
– I dag sammensætter vi mange produkter ud fra standardelementer, uden vi egentlig tænker over det. Vi køber jo ikke en ny bil uden at til- og fravælge en lang liste elementer, og vi får på den måde noget, der er vores helt eget, siger Ole Storm Jørgensen og skitserer herved en fremtidstendens i møbelbranchen.
Ole Storm Jørgensen er lektor i forbrugeradfærd og detailhandel ved institut for Dansk Detailhandel på Erhvervsakademi Dania, og han mener, at kundernes medindflydelse i designprocessen ved anskaffelse af nye møbler kan skabe bæredygtigt forbrug, og at det er en tendens, som kun vil vokse i styrke.
– Der sker bare et eller andet med os, når vi har en idé og får et produkt tilpasset efter den idé. Vi føler, at det er vores helt eget, og det kommer med en identitetsskabende fortælling, der kan blive bæredygtig, fordi det simpelthen er sværere at skille sig af med noget, der også har denne følelsesmæssige værdi med sig, siger Ole Storm Jørgensen.
Der sker bare et eller andet med os, når vi har en idé og får et produkt tilpasset efter den idé. Vi føler, at det er vores helt eget, og det kommer med en identitetsskabende fortælling Ole Som Jørgensen, Lektor, Institut for Dansk Detailhandel på Erhvervsakademi Dania
Ole Storm Jørgensen forklarer, at forbrugermedbestemmelse særligt fik vind sejlene i 00’erne, hvor ”creative comsumers” og ”co-creation” var populære ord i møbel- og detailbranche. Og siden er trenden mod kundeinddragelse bare blevet stærkere.
Steget med 70 pct. på tre år
Kundeinddragelse i designprocessen har man taget til sig hos My Home Møbler. Her er H.C. Andersen direktør, og han fortæller, at salget af specialdesign med kundeindflydelse er steget med 70 pct. de sidste tre år.
– Engang var det kun et fåtal af møbelkæderne, der tilbød medbestemmelse i designprocessen, men tiderne og teknikken har gjort, at den individuelle løsning er blevet langt mere udbredt og efterspørges mere, siger H.C. Andersen i en pressemeddelelse.
Udviklingen med kunderne som aktive meddesignere er kommet snigende, fortæller My Home-direktøren. Først kunne man ingenting, så kunne man bestemme farven på sofabetrækket, og i dag kan kunder aktivt anvende et designprogram til at påvirke designprocessen.
- Det kan sammenlignes med, hvordan man førhen skulle have en arkitekt til at tegne huset, hvis man havde specielle ønsker, hvor typehusfirmaerne nu også tilbyder stor indflydelse og medskabelse, uddyber H.C. Andersen.