Næste generation får bæredygtighed ind med modermælken
59 pct. af danske børnefamilier mener, at det er vigtigt, at deres børn bliver vant til at købe og sælge genbrug. Det fremgår af DBAs genbrugsindeks 2023.
Johanna Kiel er indehaver af og idekvinde til Børneloppen. Børneloppen har 12 butikker landet over, og her kan forældre leje en stand og sælge børnemøbler og lege- og børnetøj.
Og Børneloppen-indehaveren kan til fulde genkende billedet af, af børn inddrages aktivt i genbrugs- og bæredygtighedstanker.
– Forældrene vil gerne inddrage børnene i hele processen omkring genbrug, og børnene vil gerne være med. For mange handler det om at få den cirkulære tankegang ind allerede fra barndommen – at børnene for eksempel kan få nyt legetøj, hvis de sælger deres gamle. På den måde bliver de inddraget, og de synes ofte, at det er rigtig sjovt, siger Johanna Kiel.
Genbrug og bæredygtighed giver social status
På Københavns Universitet er Bente Halkier professor på Institut for Sociologi, og hun forklarer, at genbrug og bæredygtighed også har en social signalværdi.
– Der er altid et socialt lag i al forbrug, hvor det handler om, hvem du identificerer dig med, hvem der indgår i at bruge det, der forbruges, og om man gør det sammen. Derfor kan genbrug også sagtens begynde at være et nyt udtryk for status. Hvor genbrug tidligere måske mere har handlet om at spare penge, og nogle grupper derfor genbrugte ’af nød’, så er der sandsynligvis nu nogle grupper som genbruger, fordi det giver dem høj status som miljøbevidste, siger professor Halkier.
Bente Halkier ser konturerne af en normændring i samfundet, hvor man udnytter genbrugs signalværdi over for omverdenen. Samtidig minder hun om, at økonomien kommer ud af inflationsperiode, hvor husholdningernes købekraft er blevet reduceret, og det også kan have betydning for genbrugsiveren.
– Der er en normændring undervejs, hvor folk gerne vil signalere til omverdenen, at de handler brugt. I 2022 var der dog også inflationskrise, hvor mange gerne ville spare penge. Så det handler ikke kun om klima, siger professor Halkier.