Montana-ejer 60 år: Sønnen fik faderen med på bæredygtighed
(Opdateret 09.07 den 24. okt. 2023: Vær opmærksom på, at denne artikel er udgivet den 23. oktober. Når der i artiklen står, at Joakim Lassen har fødselsdag i morgen, er der således tale om den 24. oktober 2023, red./son).
I stedet for at glide ind i sin fars berømte møbelvirksomhed i en tidlig alder, valgte Joakim Lassen at uddanne sig til kulturgeograf, og efter den uddannelse var færdiggjort i 1991, arbejdede han længe som miljøkonsulent hos bl.a. Cowi, Rambøll og Danmarks Naturfredningsforening.
Først i 1999 overgav Joakim Lassen sig til møblerne, først som administrerende direktør for DJOB, siden som designchef og så administrerende direktør i Montana. Siden 2019 har Joakim Lassen været ejerleder og hovedaktionær i den fynske familievirksomhed.
I løbet af de ti år som miljøkonsulent oplevede Joakim Lassen, at mange projekter om bæredygtighed blot endte i ringbind, og efterhånden vejede lysten til at føre tiltagene ud i livet tungere.
Da fik Joakim Lassen ideen til, at Montana kunne blive casen for bæredygtighedsfundering af en moderne virksomhed, og Joakim Lassens far, Peter Lassen, var med på ideen.
Regnskabsår | 2021/22 | 2020/21 | 2019/20 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 144 | 146 | 100 |
Resultat af primær drift | 32 | 49 | 8 |
Resultat før skat | 29 | 48 | 6 |
Årets resultat | 20 | 37 | 5 |
Balancestatus | 228 | 220 | 180 |
Egenkapital | 133 | 141 | 105 |
Antal ansatte | 181 | 152 | 147 |
Kilde: CVR |
- I starten af 90’erne var miljø ikke noget, som virksomheder vægtede højt. Jeg havde som konsulent specialiseret mig i renere teknologi og arbejdsmiljø, og min far var med på, at vi måtte bruge hans virksomhed som case, fortæller Joakim Lassen i en pressemeddelelse.
Siden har Joakim Lassen indført et grønt regnskab i Montana, stået for transitionen til vandbaserede lakker, og opnået EU's Ecolabel og senest PEFC-certificering i 2022.
Derfor kan Joakim Lassen dagen før sin fødselsdag om Montanas værdisæt slå fast, at ”bæredygtighed er en vigtig del af vores ansvar som producent i Danmark.”
Og Lassens fremtidsplaner for virksomheden står lige så fast. Montana bliver i Haarby på Fyn, og de grønne ambitioner skal fastholdes.