23948sdkhjf

Stadsarkitekt stopper efter få måneder

Lise Thorsen fik i underkanten af tre måneder på posten som stadsarkitekt i Aalborg Kommune

Aalborg Kommune skal have ny stadsarkitekt. Igen. 

"Med virkning fra dags dato fratræder Stadsarkitekt Lise Thorsen sin stilling i Aalborg Kommune", oplyser kommunen således i en pressemeddelelse 23. oktober 2023.

"Fratrædelsen sker efter gensidig aftale, da der ikke har vist sig det rigtige match for hverken Lise Thorsen eller Aalborg Kommune", lyder det også i den ellers kortfattede meddelelse.

Lovord

Lise Thorsen startede per 7. august i år. Da hun blev præsenteret som den nordjyske kommunes nye arkitektoniske frontperson manglede der ellers ikke lovord.

- En vigtig opgave for vores nye stadsarkitekt bliver at agere i samspil og dialog med omverdenen. Det har Lise Thorsen solid erfaring med fra sine tidligere ansættelser, sagde Aalborg Kommunes rådmand i By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen (V), dengang.

- Hun har også gennem sit arbejdsliv opbygget en stærk erfaring med at udvikle ledelse og politisk forståelse, ligesom hun har en høj grad af viden om lovgivning og sagsbehandling i offentlig forvaltning, sagde rådmanden også om ansættelsen.

Lise Thorsen kom til stadsarkitektjobbet med erfaring fra Vordingborg Kommune, hvor hun som afdelingschef havde stået i spidsen for 230 ledere og medarbejdere. Ydermere havde hun erfaring fra Henning Larsen Architects med teamledelse i Landscape & Urbanism, ligesom hun havde været kontorchef i Arkitema Architects.

Grundige overvejelser

Stillingen som stadsarkitekt blev ledig efter, at skandalen om Aalborg Kommunes brug af udbygningsaftaler kostede Peter Baltzer Nielsen jobbet i foråret 2022. Fratrædelsen fulgte efter, at en advokatundersøgelse havde vist, at kommunen havde handlet særdeles kritisabelt i sin brug af udbygningsaftaler.

Da stillingen som nordjysk bystrateg blev slået op i april i år, ønskede Aalborg Kommune både en person, som skulle være "visionær". Desuden ville man have en profil, som kunne være med til "at sætte retning for og sikre kvaliteten af den fysiske udvikling af både byen og kommunen", samt skabe byudvikling med "kvalitet, kant og transparens".

Fra Aalborg Kommune lyder det, at "der bliver nu brug for en periode med grundige overvejelser vedrørende de næste skridt i forhold til stillingen som Stadsarkitekt."

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

2.16