Stor træbygger skifter ud på toppost
Der er et skifte på vej i ejendomskoncernen Tetriis.
Medstifter Rasmus Friis giver over de næste fire måneder stafetten som adm. direktør videre til William Kanta, som formelt overtager posten fra 1. marts 2024.
- Mit fokus som CEO vil i høj grad være på vækst og ESG-dagsordenen, hvor vi kommer til at fortsætte det intensive arbejde med både bæredygtighed og den sociale profil i Tetriis' projekter, siger William Kanta i en pressemeddelelse.
Kort om Tetriis-koncernen
- Tetriis-koncernen består af ejendomsudvikleren Tetriis, entreprenørvirksomheden Rasmus Friis samt asset management-virksomheden Vært.
- Koncernen har hovedsæde i København og har 96 ansatte.
- Fokus er boliger bygget i træ og byggeri med fokus på bæredygtighed - herunder seniorboligkonceptet Agorahaverne og rækkehuskonceptet Kernehusene.
- I 2019 købte ejendomsudvikleren Nrep sig ind i Tetriis og ejer i dag halvdelen af selskabet, mens partnergruppen ejer den anden halvdel.
Rasmus Friis fortsætter i Tetriis, hvor han fremover vil være med til at udvikle både nye og eksisterende projekter i "en endnu mere bæredygtig retning".
I pressemeddelelsen understreger den nu snart tidligere adm. direktør, at der ikke er tale om en retræte, men nærmere en "omstrukturering, der i højere grad understøtter de fremtidige ambitioner for Tetriis" og samtidig giver ham mulighed for at følge sin passion for det byggede miljø.
- William Kanta deler mange værdier med både mig selv og Tetriis, så jeg er helt tryg ved, at han overtager roret. Hans mange erfaringer og kompetencer inden for virksomhedsdrift og -ledelse bliver uden tvivl godt for Tetriis' fremtidige udvikling. Jeg glæder mig til fortsat at være en del af Tetriis og beskæftige mig med udvikling af vores kerneprodukter og nye koncepter, som er det, jeg brænder for, siger Rasmus Friis.
Kender hinanden
Fra Rune Kock, adm. direktør i Nrep og bestyrelsesformand i Tetriis-koncernen, lyder det også, at skiftet kommer "helt naturligt", i takt med den udvikling og de planer der er lagt for Tetriis de kommende år.
- Samarbejdet med Rasmus Friis har været godt. Det er imponerende at se, hvordan han og hans partnere har bygget Tetriis og Rasmus Friis A/S op i løbet af de seneste 30 år. Nu går vi ind i en ny fase med nye vækstambitioner og et endnu større ESG-fokus. Derfor giver det også god mening at sætte William Kanta i front for den udvikling, siger bestyrelsesformanden.
Tetriis-koncernen består af ejendomsudvikleren Tetriis, entreprenørvirksomheden Rasmus Friis og asset management-virksomheden Vært. Koncernen har hovedsæde i København og har 96 ansatte.
William Kanta har fungeret som sparringspartner for Tetriis i forbindelse med den nylige etablering af Vært, som står for drift og service af både Tetriis' og andre udvikleres projekter.