Vinduesforhandler kaster håndklædet i ringen: Ikke konkurs denne gang
Efter flere konkurser opgiver brødrene Lars og Jan Jensen at drive Svendborg Vinduer videre. Hvis brødrene ikke kan sælge virksomheden, så lukker de butikken.
- Vi er ved at lukke ned for aktiviteterne og afvikler stille og roligt. Så medmindre det lykkes at sælge virksomheden, så vil den være lukket helt ned i løbet af de næste omkring 14 dage, siger Lars Jensen til Fyens.dk. Lars Jensen (54) er den ene bror bag Svendborg Vinduer.
Hans storebror Jan Jensen (63) forklarer, at virksomheden havde det fint under covid, men efter er omsætningen faldet med 30 pct., og den mindre omsætning er ikke tilstrækkeligt til at holde virksomheden flydende.
Regnskabsår | 2022 | 2021 | 2020 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 1,2 | 1,1 | 1,2 |
Resultat af primær drift | 0,4 | 0,2 | 0,1 |
Resultat før skat | 0,3 | 0,2 | 0,1 |
Årets resultat | 0,3 | 0,2 | 0,1 |
Balancestatus | 1,0 | 1,1 | 1,6 |
Egenkapital | 0,6 | 0,6 | 0,5 |
Antal ansatte | 2 | 2 | 2 |
Kilde: CVR |
Svendborg Vinduer har tidligere været igennem tre konkurser. Egentlig begyndte virksomheden som en lille vinduesvirksomhed i 2000 på Thurø, og det gik fint. Så begyndte man at importere ukrainsk producerede vinduer, og det gik ikke fint. Alt for mange reklamationer førte til første konkurs.
Dernæst producerede man plastvinduer, og det gik også fint. Men en finanskrise satte en stopper for bankernes udlånsiver, og for brødre betød det, at selvom de havde masser at lave, ville bankerne ikke finansiere en udvidelse af forretningen, som ellers var nødvendig. Og så var konkurs nummer to en realitet i 2010.
Virksomheden bliver endnu en gang rekonstrueret, og i 2015 får Svendborg Vinduer en ordre på 1300 vinduer, hvor en ny type beslag skulle monteres. Beslagene virkede ikke efter hensigten, og de to brødre og deres medarbejdere måtte gå alle 1300 vinduesinstallationer igennem. Efter den opgave var løst, var kassen tom igen, og konkurs nummer tre var en realitet.
Efter 2015-konkursen har Svendborg Vinduer alene koncentreret sig om køb og salg af vinduer til private og håndværkere, og det er den forretning, som nu er skrumpet til et ikke rentabelt niveau.
I denne situation er det for begge brødre afgørende, at Svendborg Vinduer bliver lukket i god ro og orden, for som den ældre bror Jan Jensen udtrykker det, ”vi går ikke konkurs denne gang. Alle får, hvad de skal have.”