23948sdkhjf

Legendarisk møbelkæde overrasket: Havde ikke forventet plus på bundlinjen

Designmøbelkæden Ingvard Christensen regnede maksimalt med et nul, men endte med at tjene penge i 2022/2023

I går offentliggjorde møbelkæden Ingvard Christensen regnskab for 2022/23, og bundlinjeresultatet var tre mio. kr. Det er en betydelig nedgang i forhold til foregående år, hvor årets resultat var 16,5 mio. kr.

Den esbjergensiske møbelkæde havde imidlertid forventet et dårligere resultat.

”Det højere resultat skyldes et større ordreoptag i første halvdel af regnskabsåret end først forventet. Ledelsen anser resultatet som tilfredsstillende,” skriver Ingvard Christensen i ledelsesberetningen.

Og det er ganske rigtigt, at man havde forventet et lavere resultat. I regnskabet for 21/22 skriver virksomheden, at ”selskabet forventer et lavere aktivitetsniveau end sidste år som følge af de markedsmæssige tendenser og dermed også et lavere resultat.” Derfor var forventningen et "0-resultat".

Det er den omvendte verden. Normalt må virksomheder i ledelsesberetningen indrømme, at det er gået værre end forventet. Hos Ingvard Christensen, derimod, må de i ledelsesberetning indrømme, at det er gået bedre.

INGVARD CHRISTENSEN A/S
Regnskabsår 2022/23 2021/22 2020/21
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 43,9 64,8 61,2
Resultat af primær drift 4,4 21,3 22,7
Resultat før skat 3,9 21,2 23,0
Årets resultat 3,0 16,5 17,8
Balancestatus 182,5 200,4 188,5
Egenkapital 116,8 113,8 97,2
Antal ansatte 70 73 65
Kilde: CVR

Sikre på et rundt nul

- Jamen vi er selvfølgelig superglade for, at vi er endt med et overskud, siger direktør i Ingvard Christensen Anders Bonde til Wood Supply.

- Vi var rimeligt sikre på, at vi så ind i et pænt rundt nul.

Med andre ord, Anders Bonde og Ingvard Christensen har gjort det, som briterne kalder ”to Err on the side of caution.” De har taget fejl på den sikre side.

- Vi skriver i regnskabet, at vi er tilfredse med resultatet, men markedssituationen taget i betragtning, så er det rimeligt at sige, at vi også er meget tilfredse, siger Anders Bonde.

Ingvard Christensen og familien Droob

  • Møbelkæden Ingvard Christensen er ejet af velhaverfamilien Droob. Droob-familien grundlagde sin formue på butikskæden Dansk Discount, der i 1981 blev solgt til Coop og fik navnet "Fakta".
  • I 2021 udvidede Droob-familien møbelrepertoiret til også at omfatte produktion, da familien overtog 30 pct. af aktierne i Ringkøbing-baserede Onecollection.
  • I nyere tid er familien og særligt Jeppe Droob kendt for at stå bag fastfoodkæden Sunset Boulevard. Derudover ejer familien en lang række ejendomme.
  • Droop-familien har også været medejer af lampeproducenten Louis Poulsen, men den er blevet solgt videre til italienske Targetti Sankeys.

Ingvard Christensen åbnede den første butik i Esbjerg for mere end 75 år siden, og i dag driver virksomheden møbelhuse i Esbjerg, Vejle, Odense, Lyngby, Aarhus og Herning.

Seneste tilføjelse er netop lokationen Herning, som Ingvar Christensen overtog i august sidste år og åbnede under Ingvard Christensen-brandet i april dette år.

- Det har været året, hvor vi har indrettet vores butik i Herning, og vi har foretaget en betydelig udvidelse af vores butik i Lyngby. Og så har vi i det hele taget brugt dette år på at ’tune’ butikkerne, så de står skarpe, siger Anders Bonde.

Tidlig nedbringelse af covid-lagre

Anders Bonde fortæller, at man tidligt under de ekstraordinære covid-markedsforhold begyndte at tilpasse varelagrene.

- Vi begyndte for ca. halvandet år siden at tilpasse vores varelagre. Vi havde en bevidst strategi om at få dem nedbragt. Dengang havde vi en sikker mavefornemmelse af, at vi i den nærmeste fremtid ville se et reduceret aktivitetsniveau, og derfor begyndte vi i god tid at få nedbragt lagerbeholdningerne, siger Anders Bonde.

Anders Bonde har været i møbelbranchen i ”40 år plus”, som han selv udtrykker det. Og det er måske forklaringen på, at mens Wegner, Juul og Jacobsen fløj ud af møbelhusene begyndte Anders Bonde at tænke på fremtidige udgifter til en ikke rentebærende lagerbeholdning.

- Jeg bliver altid mindet om møbelbranchen, når jeg kører over Vejlefjordbroen og ser det ikoniske byggeri Bølgen. Det går op og det går ned i denne her branche, og det har altid været sådan, siger Anders Bonde.

- Midt i den nuværende markedssituation må vi ikke glemme, at alle os, som har noget med boliger at gøre, kommer fra helt unaturlige gode markedsforhold under covid. Vi vidste, at det ville blive hverdag igen, og det er det nu blevet, slutter Anders Bonde.

Forventningen i år hos Ingvard Christensen er også et nul, selvom man i regnskabet vurderer, at det kan ”være svært at nå med det nuværende marked.”

Måske bliver de endnu en gang overrasket i Esbjerg.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078