Debat: Træ er ikke til at overse – selvom mange forsøger
Det er en smule grotesk, at byggeriet nærmest må tigge om at blive set, når det handler om klimaløsninger. Branchen har svarene, og er også parate til at levere, men fokus i klima- og energipolitikken er andre steder.
Her i Licitationen har vi læst næsten desperate forskere (Glavind, Pivo Gerdsen og Nørgaard Hansen, den 27. oktober), der ikke synes at byggeforskningen har medvind, og en skuffet talsmand for træbyggeri (Lauritz Rasmussen, den 31. oktober), som oplever, at træ ikke bliver taget tilstrækkeligt seriøst.
Som forskerne spørger: ”Hvorfor (er) vores branche så utrolig uinteressant ... vi vil ”tales om”, og vi vil tænkes ind og bidrage langt mere, end vi gør i dag til den grønne omstilling.”
Desværre skuffes vi også mange gange af netop byggeforskningen, der i høj grad bør evne at plukke de lavthængende frugter. Vi er, som Lauritz Rasmussen også skriver ”nødt til at tale om byggeriets afhængighed af enormt klimabelastende materialer, særligt beton og stål”.
Også bæredygtighed
Det handler om både CO2 og om bæredygtighed, hvor træets ret enestående evne til at opfylde nutidens behov uden at kompromittere mulighederne for fremtidige generationer bør fremhæves. Træ – og andre biogene materialer - er fornybare ressourcer, som gendannes gennem naturlig vækst og genplantning. Derfor er ressourcebasen potentielt ubegrænset. Det er ikke tilfældet med materialer, som udvindes og omdannes af jordens mineraler og metaller. Det kræver meget procesenergi at omforme disse materialer til byggematerialer.
Anvendelse af træ og andre biogene materialer bør alene af den grund prioriteres i bestræbelser på at skabe bæredygtigt byggeri. Og den slags konklusioner bliver i meget ringe omfang solgt ind i samfundsdebatten af det danske forskningsmiljø, som fortsat er præget af traditionstænkning og måske tilmed halter efter de klimaløsninger, der alligevel implementeres af de mest grønne og engagerede frontrunnere.
Det er positivt og forståeligt, at forskerne taler om skrappere krav til branchen, en grønnere indkøbspolitik og ikke mindst en ambitiøs investeringsstrategi i forskning og udvikling af grønne alternativer for et mere bæredygtigt byggeri.
Men der skal jo handles nu, og hvorhen forsvinder forskernes anbefalinger af byggematerialer, der bidrager til kulstoflagring? Det er fx svært at overse – og godt at smide ind i klimadebatten. Træets optag af CO2 og omdannelse af CO2 til biomasse fylder alt for lidt, og for byggeriet er gevinsten dobbelt, hvis træbyggeri, som kulstoflagre, tilvælges på bekostning af CO2-tunge materialer – altså den såkaldte substitutionseffekt, der sætter plustegn foran såvel mindre beton som mere træ.
Der er med andre ord behov for, at forskere og politikere kaster sig ind i debatten om øget produktion af træprodukter og reduktion af traditionelle CO2-tunge byggematerialer. Desværre ser vi i stedet dele af byggeforskningen anbefale straks at fjerne træets konkurrencefordel ved at forudsætte, at træet i CO2-regnskabet straks brændes af, så man kan afskrive den oplagrede CO2.
Det er rigtigt, at byggeriet bliver overset. Jeg ser også gerne meget mere fokus på byggeriets klimaafregning. Heldigvis er der trods manglende politisk bevågenhed en klar indsigt hos rådgivere, entreprenører og bygherrer, som godt ved, at vi skal gå vejen med mere bæredygtige og fornybare ressourcer på bekostning af CO2-tunge materialer. Vi mærker interessen på markedet og på efterspørgslen: Træ kommer til at spille en større rolle i moderne byggeri, og det hænger selvfølgelig sammen med skærpede krav til miljørigtigt byggeri, som får bygherrer og arkitekter til at sadle om og profitere af træets attraktive CO2-regnskab.
Men vi skal også gerne have forskningen konstruktivt med. Vi har brug for at udvikle, at dokumentere og at opsamle erfaringer med træ, som i Danmark har levet nogle årtier som fremmed fugl i det industrielle byggeri. Det skal der laves om på, hvis vi skal skabe en ny og bæredygtig byggekultur i Danmark.
