Vinduesproducents kreative løsning på afmatningen
Som mange andre i byggebranchen mærker Hvidbjerg Vinduet en afmatning i efterspørgslen. Nybyggerier har det hårdt, til gengæld opleves en vis fremgang i energirenoveringer. Fremgangen er imidlertid ikke nok til at dække faldet i byggeriefterspørgslen generelt.
Hvidbjerg Vinduet er en virksomhed med en høj gennemsnitsanciennitet. Den gennemsnitlige produktionsmedarbejder har været i virksomheden imellem 17 og 20 år. Den viden og det produktkendskab, der er opbygget i medarbejderstaben, vil vinduesproducenten ikke tabe, så i stedet for at fyre, så efteruddanner de.
- Vi sender ansatte på kurser, og her i virksomheden har vi en medarbejderaftale i form af en timebank, hvor vi i højsæsonen kan bruge lidt ekstra og omvendt, fortæller Claus Arberg, der er adm. direktør i Hvidbjerg Vinduet til Børsen.
Fænomenet, som Hvidbjerg Vinduet bekæmper på egen måde, kalder fagøkonomer for ’hysteresis’, og det er et lavkonjunktur-fænomen. Når økonomien gennemgår en lavkonjunktur, tabes ikke blot økonomisk værdi, men den del af arbejdskraften, som bliver ledig, taber også værdifulde kompetencer, og det har konsekvenser for både individet, erhvervslivet og samfundet som helhed.
Byggeriafmatningen er ingenlunde begrænset til vinduesproducenterne. Rockwool er en virksomhed med fingeren på pulsen i hele byggebranchen i hele Europa. Og Rockwool melder om kraftig tilbagegang i nybyggeriet i alle nordiske lande.
- Byggeriet er nede. Finland, Sverige og Danmark er nede med 30-50 pct. Det er en alvorlig situation. Den pessimistiske udlægning er, at byggeaktiviteten vil fortsætte ned indtil et vendepunkt engang til næste år. Omvendt har vi set en rimelig stabil udvikling i de seneste måneder,” siger Jens Birgersson også til Børsen.