Børnemøbelproducent flytter hovedsæde, lukker flagskibsbutik og satser internationalt
I juni fik Flexa ny direktør. Carsten Dan Madsen takkede af efter 11 år på posten, og han overlod roret til Malene Gammelgaard Nielsen. På det tidspunkt var hun allerede virksomhedens CCO, men den post havde hun kun haft i 10 måneder, da hun satte sig i direktørstolen.
Dengang lagde Flexa og Carsten Dan Madsen ikke skjul på, at der skulle nye kræfter til at styre virksomheden sikkert gennem afmatningen efter covid, og Malene Gammelgaard Nielsen var løsningen.
– Det kræver energi og gåpåmod at komme igennem sådan en tid, og i første omgang bliver det et spørgsmål om at få lavet nogle tilpasninger, sagde den afgående direktør Carsten Dan Madsen dengang om de opgaver, som lå foran Malene Gammelgård Nielsen.
En af de opgaver har den nye direktør nu fundet en løsning på. Flexa fortæller i en pressemeddelelse, at hovedkontoret i Aarhus midtby lukkes, og det flyttes til Hasselager, hvor virksomheden i forvejen produktudvikler og har værksted. Hasselager ligger 10 km fra det gamle hovedsæde på den anden side af Viby J.
- På vores nye hovedkontor samler vi alle funktioner under ét tag. På den måde kan vi alle koncentrere os om at gøre dét, som vi gør bedst hos Flexa; designe og sælge kvalitetsbørneinteriør og legetøj med fleksible løsninger, der får det til at gibbe i både store og små. Forandringens vinde blæser, og jeg ser frem til at tage hul på et nyt år i Hasselager, siger Malene Gammelgaard Nielsen.
Aarhus-butik lukkes
Flexa har haft egen butik i forbindelse med hovedsædet i midtbyen, men sammen med hovedsædet lukkes også butikken. I stedet vil virksomheden satse på webside og etablerede salgskanaler gennem virksomhedens forhandlernetværk.
I ambitionen om styrke eksisterende salgskanaler vil Flexa opruste salgsafdelingen og som en del heraf styrke forhandlernetværket i Nordeuropa.
- Vores fornemmeste opgave er selvfølgelig at sikre, at alle de familier der drømmer om at eje noget fra FLEXA, kan komme til det. Uanset om de ønsker at handle online eller hos en af vores mange dygtige forhandlere. Og det kan de, understreger Malene Gammelgaard Nielsen.
Hvis man vil lette Flexas flytning og samtidig gøre en god handel, så holder Flexa flyttesalg i butikken i Fredensgade i Aarhus den 8. og 9. december.