23948sdkhjf

Rekordmange fag vises frem i Roskilde

Flere fag end nogensinde før kan opleves på nært hold, når DM i Skills til april løber af stablen

Når Dyreskuepladsen i Roskilde næste år lægger græs til DM i Skills, vil det være muligt at se og prøve flere fag end nogensinde før. 

I alt 78 fag, der dækker alt fra dyrepasser til entreprenørmaskinmekaniker og fodterapeut til tømrer, viser sig frem.

- Det er fantastisk at opleve den opbakning vi ser blandt både skoler, organisationer og virksomheder. Vi er stolte over at kunne præsentere vores mange gæster for så bredt et udvalg af erhvervsuddannelser, siger direktør i SkillsDenmark, Simon Neergaard-Holm, i en pressemeddelelse.

Af de 78 fag er de 47 konkurrencefag, hvor unge deltagere fra hele landet skal konkurrere om Danmarksmesterskabet. 

31 fag er såkaldte demofag, der kan opleves og prøves uden at der gennemføres et officielt skills-mesterskab. Det er en stigning fra 71 deltagende fag i både 2022 og 2023, og det glæder arrangøren.

- Fagene lægger en kæmpe indsats i at skabe både konkurrencer, fremvisninger og oplevelser man kan få fingrene i – og det har jeg enormt meget respekt for. Det er også derfor, at jeg kan garantere, at DM i Skills ikke bare bliver årets største fejring af erhvervsuddannelserne, men også en fantastisk mulighed for at få udvidet sin horisont og opdage en masse fag med gode fremtidsmuligheder, man måske ikke har kendskab til i forvejen, siger Simon Neergaard-Holm.

Blandt konkurrencefagene er der blot en enkelt nyhed på tapetet, nemlig entreprenørmaskinmekaniker, mens de syv nytilkomne demonstrationsfag blandt andet tæller ejendomsservicetekniker samt brancheuddannelserne inden for bygge og anlæg.

DM i Skills 2024 afholdes i samarbejde med Roskilde Kommune og Tietgenfonden på Dyrskuepladsen i Roskilde den 18. – 20. april 2024.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094