Ikeas dugfriske regnskabstal: Tjener stadigt færre penge
Selv om inflation og høje renter har været hårde ved danskernes rådighedsbeløb, er det ikke gået ud over møbelgiganten Ikeas omsætning i Danmark det seneste regnskabsår, der sluttede 31. august.
Ikea har det seneste år omsat for 5,2 milliarder kroner, svarende til en fremgang på fem procent.
Det skyldes ikke mindst onlinesalget, som udgjorde 27 procent af totalomsætningen og er vokset med syv procent det seneste år.
Det skyldes ifølge landechef Doris Lan, at Ikea bestræber sig på, at kunden kan handle der, hvor det passer én bedst.
- Vi tror ikke på, at man kan beslutte sig til, hvor handlen skal komme fra. Vi lader kunderne bestemme, og så indretter vi os så fleksibelt, at vi kan imødekomme deres ønsker, selv om de skulle ændre sig med tiden.
- Det betyder, at vi supplerer vores varehuse med vores onlineplatform og med pickup points og planning studioer som dem, vi har åbnet i Vejle og Esbjerg. Og måske åbner vi et oplevelsescenter engang? siger kinesiskfødte Lan, der begyndte i jobbet i foråret.
Hun har derfor fulgt åbningen af den store, nye butik ved Dybbølsbro i København, der efter mange års byggeri slog dørene op for kunder i august.
Og på trods af, at den kun har været åben i nogle måneder, har Ikea allerede lært en masse af kunderne og deres handlemønstre.
- Det lader til, at kunderne ikke har noget imod at blive ført igennem butikken på den måde, vi kender det fra de øvrige IKEA-butikker. Og så vil de gerne inspireres, ligesom de også gerne vil have varerne med hjem med det samme, siger hun.
Mens butikken i København altså giver et ekstra bidrag til top- og bundlinje i indeværende regnskabsår, så møder Ikea ligesom mange andre virksomheder modstand af, at verdensøkonomien ser ud til at gå en tand ned i gear det kommende år.
Frygter ikke afmatning
Doris Lan mener dog, at Ikea er godt rustet til en eventuel økonomisk afmatning.
- Ikea er en meget velkonsolideret forretning, og det gør os mere modstandsdygtige, når økonomien giver modvind. Faktisk er vi måske bedst, når der er en krise, men vi er omvendt heller ikke immune, siger hun.
Ikeas modsvar er, at man indtil videre har nedsat priserne på omkring 1000 produkter og har yderligere 1000 prisfald på vej.
- Det har dels kunnet lade sig gøre, fordi vores forsyningskæder er blevet forbedret, og fordi materialepriserne også er faldet. Men det er også et udtryk for, at vi gerne vil være relevante for de fleste og ikke bare de få, siger Doris Lan.
Ikea opnåede i regnskabsåret et overskud på lige knap 316 millioner kroner. Tallet er dog ikke endeligt revideret.
Regnskabsår | 2022/23 | 2021/22 | 2020/21 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 5196,8 | 4941,3 | 4845,8 |
Bruttofortjeneste | 1489,1 | 1423,2 | 1403,3 |
Resultat af primær drift | 420,0 | 438,4 | 463,7 |
Resultat før skat | 403,3 | 435,3 | 448,1 |
Årets resultat | 315,5 | 339,3 | 349,3 |
Balancestatus | 2748,1 | 2332,4 | 2391,6 |
Egenkapital | 1199,8 | 1223,3 | 1225,2 |
Antal ansatte | 2069 | 2046 | 1963 |
Kilde: CVR |