23948sdkhjf

Fremgang i antal kvindelige direktører gælder kun store virksomheder

Der er flere kvindelige direktører i år end sidste år. Dog kun i store virksomheder og hovedstaden

Der er flere kvinder i direktørstolene end sidste år - men kun i store virksomheder og i hovedstaden.

Det står klart i et nyt datatræk, som er lavet på baggrund af tal fra tænketanken Equalis' årlige Diversitetsbarometer 2024.

- Udviklingen er positiv, men den er desværre kun udbredt hos de få, store virksomheder, der også sidste år lå i front, siger Gine Maltha Kampmann, som er administrerende direktør i tænketanken Equalis.

I store danske virksomheder med mere end 250 ansatte er 25,2 procent af de administrerende direktører kvinder, fremgår det.

Det er 4,2 procentpoint flere end sidste år ved samme tid.

Til gengæld har andelen af administrerende direktører i landets mellemstore virksomheder kun rykket sig 0,9 procentpoint siden sidste år.

Tallet ligger i dag på 16,6 procent.

Geografi spiller ind

Også i forhold til geografi er det tydeligt, at der i de københavnske virksomheder er større sandsynlighed for at have en kvinde for bordenden.

Andelen af administrerende direktører i hovedstadsområdet har siden sidste år rykket sig 3,5 procentpoint og ligger i dag på 25,7 procent.

I for eksempel Region Nordjylland er andelen derimod blot steget 0,1 procent til 12,5 procent.

Gine Maltha Kampmann peger på, at årsagen til forskellen mellem de store virksomheder og de andre virksomheder måske kan være, at der er afrapporteringskrav for de store.

- De store virksomheder står allerede nu over for nogle afrapporteringskrav i forhold til kønssammensætning i ledelseslagene. På den måde er der en øget opmærksomhed og et incitament til at få flere kvinder i lederstillinger, siger hun.

Det forklarer til gengæld ikke de store regionale forskelle.

- Hypotesen er ikke dækkende, når vi også inddrager regionerne. Hvis det kun var afrapporteringskravene, så ville vi se en nogenlunde lige fordeling på tværs af regionerne, og det gør vi ikke, siger Gine Maltha Kampmann.

Samfundsdebat

Hun fremhæver, at det måske kan dreje sig om en generel samfundsdebat, der fylder mere i hovedstaden.

Eller måske et anderledes kundesegment - for eksempel unge mennesker, der leder efter virksomheder med en mere lige fordeling af mænd og kvinder.

Under alle omstændigheder skal det undersøges nærmere, hvad årsagerne til de store forskelle i procenten af kvinder i direktørstolene er.

- Det er vigtigt, at vi bliver kloge på, hvad der understøtter og skaber incitamenter hos de virksomheder, som rykker mest. Hvis ikke vi bliver klogere på det, så kan vi komme til at lave nogle forkerte løsninger, siger hun.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.071