Huscompagniet sløjfer udbytte til aktionærerne
Aktionærerne i landets største husbyggerkoncern, Huscompagniet, må se langt efter udbyttebetalinger.
Det står klart, efter at den børsnoterede husbygger fredag morgen offentliggjorde regnskabet for 2023.
Her fremgår det, at der fra selskabets side foreslås nul udbytte til aktionærerne i 2024. Det er andet år i træk, det sker.
Ifølge adm. direktør Martin Ravn-Nielsen kan det ikke være anderledes.
- Når markedet er så nervøst, som det er nu, er vi ikke der, hvor vi mener, at der er tryghed og overskud til at gå ud og uddele udbytte til investorerne. Vi beholder pengene i forretningen, fordi vi mener, det tjener aktionærerne bedst på lang sigt, siger han.
Toplinjen styrtdykker
2023-regnskabet fra Huscompagniet viste, at omsætningen styrtdykkede fra 4,3 mia. kr. i 2022 til 2,4 mia. kr. i 2023. Det svarer til et fald på 45 pct.
Samtidigt faldt Huscompagniets driftsresultat (ebit) fra 268 mio. kr. til 62 mio. kr. Både omsætningen og indtjeningen levede op til de finansielle forventninger, som Huscompagniet udstak sidste år.
Gælden skal ned
Afgørende for beslutningen om ikke at udbetale udbytte er forholdet mellem virksomhedens rentebærende gæld og driftsresultatet (ebitda). Dette forhold mellem gæld og indtjening benævnes i Huscompagniets regnskaber som NIBD/EBITDA.
Nøgletallet er aktuelt 3,3, mens målet er, at NIBD/EBITDA skal ned på 2.
- Når gælden er nede på et niveau, der er det dobbelte af vores ebitda, er der plads til at reintroducere dividende, siger Martin Ravn-Nielsen.