23948sdkhjf

Nordjysk by bliver vært for DM i Skills 2026

Bestyrelsen i SkillsDenmark har netop efter en grundig proces besluttet, hvor DM i Skills skal afvikles om to år

DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. 

Omtrent 300 unge er med som deltagere, hvor der kæmpes inden for en lang række forskellige fag med formål at blive kåret til landets bedste. 

Der er desuden en lang række demonstrationsfag, hvor gæster kan opleve spændende fag på nært hold.

Nu har SkillsDenmark-bestyrelsen imidlertid valgt den værtsby, der skal huse DM i Skills i 2026. 

- DM i Skills skal være for hele landet, og vi har en klar målsætning om at komme rundt i alle regioner og også meget gerne uden for de større byer. Samtidig har Hjørring god erfaring med store events fra Dana Cup, og derfor er vi utroligt glade for, at Hjørring har valgt at ansøge om at blive værtsby for DM i Skills. og vi glæder os til at arbejde sammen om at skabe et fantastisk event i 2026, siger formand for SkillsDenmark, Søren Heisel.

DM i Skills 2026

  • DM i Skills forventes at blive besøgt af mindst 50.000 i løbet af de tre udstillingsdage. 
  • Arrangementet kommer til at foregå i området omkring Park Vendia i Hjørring.
  • Eventet forventes at løbe over fire dage i april 2026. 
  • Ud over de eksisterende haller, etableres der en teltby på 20-25.000 m2 i området.

Kilde: SkillsDenmark

I Hjørring Kommune er der stor glæde over det kommende værtsskab. 

Kommunen ser det som en enestående mulighed for at promovere erhvervsuddannelserne og inspirere og motivere flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse som vejen til en spændende karriere.

- Det er fantastisk, at vi får DM i Skills til Hjørring. Erhvervsuddannelserne spiller en afgørende rolle, når vi skal sikre regionen en veluddannet og kompetent arbejdsstyrke i fremtiden. Med DM i Skills får vi en unik mulighed for at sætte fokus på de mange karrieremuligheder, uddannelserne åbner for. Vi glæder os til at byde deltagerne, deres familier og alle interesserede velkommen til nogle festlige og faglige dage i april 2026, lyder det fra borgmester Søren Smalbro.

Anden kandidat i spil

Også kronjyske Randers var i spil som værtsby, afslører SkillsDenmark, der baserer valget på parametre som logistik, infrastruktur, eventafholdelse og regional opbakning. 

Til sidst blev det SkillsDenmarks politiske ambition om at flytte mellem regioner og samtidig besøge de mindre tætbefolkede områder, der blev udslagsgivende.

- Vi glæder os til at flytte DM i Skills nord for Limfjorden for første gang, og Hjørring har allerede imponerende ambitioner for, hvordan de bruger DM i Skills til at sætte erhvervsuddannelser på dagsordenen i hele regionen - også i perioden frem til 2026. 

- Det er fantastisk, at vi har haft to så gode og stærke kandidater til at blive værtsby og vi håber meget på at holde dialogen med Randers med henblik på et fremtidigt samarbejde, siger næstformand i SkillsDenmark, Michael Boas Pedersen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078